Om  
Per Ørum Jørgensen

Per Ørum Jørgensen bliver kommerciel direktør i lobbyvirksomhed

Per Ørum Jørgensen er ansat som ny kommerciel direktør i lobbyvirksomheden Influenter.

Peter Bjørnbak Hansen

Det tidligere folketingsmedlem for Konservative og Kristendemokraterne Per Ørum Jørgensen er ny kommerciel direktør i Influenter, som lobbyerer for virksomheder overfor særligt kommuner og regioner.

Det skriver lobbyvirksomheden i en pressemeddelelse.

"Mine knap syv år som medlem af Folketinget har givet mig et sikkert indblik i, hvordan det politiske system fungerer bag murene. Efter min politiske karriere har jeg opbygget god erfaring med salg til kommunerne," siger Per Ørum Jørgensen.

Folketingskarrieren begyndte i 2005, hvor han blev valgt for Konservative i Ringkøbing Amtskreds. I årene, der fulgte, varetog han en række ordførerskaber på områder, der spænder helt fra klima til grønlandske forhold.

I 2010 stoppede det imidlertid brat, da spirituskørsel og personlige problemer tvang Per Ørum Jørgensen til at tage orlov fra folketingsarbejdet. Men det varede kun et par måneder - så meldte han sig på banen igen. Det var dog ikke med partiets velsignelse, og derfor meldte det vestjyske folketingsmedlem sig ud for at blive løsgænger.

Også dén tilværelse varede kun få måneder, og i juni 2010 blev Per Ørum Jørgensen kristendemokrat og året efter formand for selvsamme parti. Men kun indtil 2012, hvor et flertal i partiet stemte for ikke at genindspille ham til posten.

Efter et kort forsøg med det nystiftede parti Det Demokratiske Parti 2012 blev Per Ørum Jørgensen konservativ igen. Denne gang uden ambitioner om at komme i Folketinget igen.

Men nu bliver han altså alligevel at finde i det politiske landskab igen - men i stedet som lobbyist hos Influenter. Og det glæder virksomhedens direktør, Henrik Hahn-Nissen:

"Der er ingen tvivl om, at det er noget af et scoop, Influenter har gjort ved at få Per om bord. Hans solide erfaring fra Christiansborg, og hans store viden om forretningsprocesserne set både fra virksomhederne og fra kommunerne gør, at han bliver et kæmpe aktiv for Influenter."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Ørum Jørgensen

Byrådsmedlem (løsgænger), Herning Kommune, stifter og seniorrådgiver, Ørum Advice, forperson, Mental Talk, fhv. MF (K og KD)
HH (Herning Handelsskole 1988)

0:000:00