EL-viceborgmester bliver fuldtidspolitiker

Enhedslistens kommende viceborgmester på Bornholm, tømrer Morten Riis har sagt sit job op - han kan nu leve fuldt ud af indtægter fra kommunen.* (artikel præciseret 10. juli kl. 18.45)

Rasmus Nielsen

Når Morten Riis (EL) 1. august bliver viceborgmester på Bornholm, stopper han samtidig som tømrer i PL Entreprise. Han kan nemlig fremover leve som professionel politiker takket være sine kommunale tillidshverv på i alt årligt 393.000 kr.

Det bekommer ham vel: 

"Jeg har det skidt med kun at yde 75 procent to steder, så jeg vil hellere give den 110 procent ét sted", siger han i dag til Bornholms Tidende.

Regnestykket: Som viceborgmester får Morten Riis 67.000 kroner om året. Dertil kommer øvrige vederlag som byrådsmedlem, udvalgsformand og nogle bestyrelsesposter. I alt altså 393.000 - tæt på de omkring 413.000 en metalarbejder normalt får i årsløn, og som er den løn, Enhedslisten accepterer, før man skal betale partiskat.

Til Bornholms Tidende siger Morten Riis:

"Man får en timeløn fra partiet svarende til, hvad en faglært metalarbejder får i Københavnsområdet, ca. 215 kr. i timen."

*Det fremgik af en tidligere version af denne artikel, at Morten Riis modtager supplerede løntilskud fra Enhedslisten, hvilket han dog afkræfter overfor Altinget:

"Nej, det gør jeg ikke. Men jeg kommer heller ikke til at betale partiskat. Den ville først blive udløst som 100% af alt indtægt over 413.000 kr.

Morten Riis bliver alligevel nu omfattet af Enhedslistens såkaldte rotationsprincip, hvorefter han maksimalt kan være fuldtidspolitiker eller på anden måde ansat i Enhedslisten i otte år, oplyser han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00