Om  
Anne Louise Eberhard

Anne Louise Eberhard kåres som årets kvindelige bestyrelsesmedlem

Årets Women's Board Award går til Anne Louise Eberhard, der er bestyrelsesmedlem på fuldtid. Formålet med prisen er at forbedre kønsbalancen i bestyrelser.

Marie Schønning Jensen

Fredag overrakte kronprinsesse Mary prisen Women's Board Award 2020 til bestyrelsesmedlem Anne Louise Eberhard. Det skriver Deloitte i en pressemeddelelse.

Anne Louise Eberhard er blandt andet medlem af bestyrelserne for FLSmidth og Topdanmark. Hun har tidligere bestredet lederposter i Danske Bank, hvor hun arbejdede i mere end 25 år.

Women's Board Award hædrer kvinders bestyrelsesarbejde, og Anne Louise Eberhard håber på at kunne inspirere flere kvinder til at vælge denne levevej.

"At modtage en pris som Women's Board Award betyder rigtig meget for mig. (...) Vigtigst er nok, at jeg med prisen håber at kunne inspirere mange flere kvinder til at gribe karrieren og de spændende udfordringer og oplevelser, der følger med," siger Anne Louise Eberhard i meddelelsen.

Juryen begrunder valget af Anne Louise Eberhard med, at hun på fem år har stablet en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem på benene. Hun beskrives desuden som "troværdig, samvittighedsfuld og usædvanligt dygtig til at skabe relationer", lyder det i pressemeddelelsen.

Det er syvende gang, at Alumni, Deloitte og Lederne uddeler Women's Board Award. Tidligere vindere tæller blandt andet tidligere TV 2-direktør Merete Eldrup, og Helle Valentin, general manager i IBM. 









0:000:00