Chefen for Bagmandspolitiet er fritaget for tjeneste

Chefen for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, er blevet sendt hjem med fuld løn. Det er endnu uvist, hvad sagen drejer sig om.

Morten Niels Jakobsen
Morten Niels Jakobsen (45) Fritaget som statsadvokat for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Anklagemyndigheden

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) Morten Niels Jakobsen er fritaget for tjeneste med løn. Det skriver Anklagemyndigheden i en kort pressemeddelelse. SØIK er også kendt som Bagmandspolitiet.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Anklagemyndigheden ikke kan oplyse yderligere om baggrunden for tjenestefritagelsen. Morten Niels Jakobsen har bestredet stillingen som chef for Bagmandspolitiet siden 2014.

Ifølge DR modtog Bagmandspolitiet på et samråd i sidste uge stærk kritik fra justitsminister Nick Hækkerup (S). Kritikken skal ses i forlængelse af DR's afsløringer i sagen om Dan-Bunkering, hvor et dansk firma mistænkes for at have leveret jetbrændstof til russiske kampfly i Syrien. Anklagemyndigheden oplyser dog til DR, at fritagelsen ikke bunder i sagen om Dan-Bunkering.

Ud over sagen om Dan-Bunkering har SØIK været kritiseret for sin håndtering af svindelsagen med Britta Nielsen. Her skriver Finans, at Bagmandspolitiet blev advaret om Britta Nielsens svindelsag uden at reagere forsvarligt. Bagmandspolitiet bærer også ansvaret for efterforskningen af hvidvasksagen i Danske Bank.

Det bliver statsadvokaten i Viborg, Kirsten Dyrman, som indtil videre skal fungere som chef for SØIK. Hun er tidligere direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

hvemon@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv forskning gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement