Chefredaktør skifter til journalist på Djøfbladet

Den nuværende chefredaktør på Djøfbladet, Linda Overgaard, takker af som chefredaktør for i stedet at blive journalist. Bladet søger nu efter en erstatning til redaktørposten.

Christoffer Miguel Frendesen

Den første januar vil den nuværende chefredaktør på Djøfbladet møde op på sin arbejdsplads som journalist.

Redaktørhatten vil være lagt på hylden, og i stedet vil Linda Overgaard sige "goddag til et friere og mere kreativt arbejdsliv", fortæller hun selv på Twitter, hvor hun offentliggør sit jobskifte.

"Tak til Djøf for at sige ja til dette karriereskift, som jeg glæder mig rigtig meget til," skriver den kommende journalist.

Linda Overgaard blev ansat som Djøfbladets chefredaktør i 2016 og kom fra en stilling som erhvervsredaktør på Berlingske, som hun bestred i syv år fra 2008-2015.

Hun har været redaktionschef hos DR i flere omgange og været chefredaktør for magasinet Penge og Privatøkonomi, som bliver udgivet af Bonnier Publications.

Faktisk har Linda Overgaard en cand.jur. fra Aarhus Universitet, men er også uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Djøfbladets redaktion består af en chefredaktør, redaktionschef, digital redaktør, fire journalister og en bladsekretær.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00