Dan Jørgensen bliver genforenet med sin tidligere rådgiver

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med Dan Jørgensen i spidsen har ansat Gry Möger Poulsen som ny kommunikationschef. Dermed bliver hun den syvende nyansatte chef med politisk tilknytning til en socialdemokratisk minister.

Gry Möger Poulsen
Gry Möger Poulsen (31) Head of GMCP Strategy & Commercial Planning, Vestas, fhv. head of Public Affairs, Danmark og Bruxelles, Vestas, fhv. politisk rådgiver, MEP Dan Jørgensen (S), fhv. formand, SFU
Dan Jørgensen
Dan Jørgensen (44) Klima-, energi- og forsyningsminister (S), MF (S), adj. professor, Aalborg Universitet

Fra 1. november får Gry Möger Poulsen ansvaret for Klima-, Energi og Forsyningsministeriets kommunikationsindsats.

Hun tiltræder nemlig som ny kommunikationschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Det skriver DR.

Gry Möger Poulsen kommer fra en stilling som strategichef i Vestas, og hun har tidligere været formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom. 

Det er ikke første gang, at Gry Möger Poulsen skal samarbejde med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S). 

I 2013 meldte Gry Möger Poulsen sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet og blev ansat som politisk rådgiver for Dan Jørgensen, da han sad i Europa-Parlamentet. 

Og nu bliver 31-årige Gry Möger Poulsen altså genforenet med Dan Jørgensen, når hun tiltræder som ny kommunikationschef i ministeriet.

Gry Möger Poulsen er den syvende person med politisk tilknytning til de socialdemokratiske ministre, der er blevet ansat i ministeriernes presse- og kommunikationsafdelinger.

Senest blev det offentliggjort, at Thomas Bro Sæhl bliver ny pressechef i Børne- og Undervisningsministeriet. Han har tidligere været ansat som særlig rådgiver for nuværende social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). 

Ansættelserne har ledt til kritik af den socialdemokratiske regering for udskiftning af det partipolitisk neutrale embedsværk.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet understreger dog over for DR, at det er departementet, der har ansat Gry Möger Poulsen som ny kommunikationschef, og ikke minister Dan Jørgensen. 

Tilbage til navnenyt »

Prøv kommunal gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement