Dødsfald: Ambassadør Otto Borch, 91

Ambassadør Otto Borch er død, 91 år gammel.
Rasmus Nielsen
Otto Borch blev en af Danmarks betydeligste diplomater efter 2. verdenskrig. Otto Borch blev student fra Randers i 1940 og deltog i modstandsbevægelsen som medlem af Frihedsrådets Bladudvalg og redaktør af det illegale blad Fri Presse. I 1948 blev han cand.jur. Allerede i 1949 blev han ansat i Udenrigsministeriet. Efter en tid som kontorchef for politisk afdeling blev Borch dansk ambassadør ved FN i New York. Han sad for bordenden i FN's Sikkerhedsråd, da Danmark efter Seksdageskrigen i 1967 havde formandskabet i Sikkerhedsrådet. Han har ligeledes været chef for NATO-ambassaden i Bruxelles. Karrieren sluttedes som ambassadør 1988-91 i Stockholm. Efter officiel pensionering fortsatte Otto Borch dog med endnu en opgave: Efter Danmarks anerkendelse af de tre baltiske landes genvundne selvstændighed kom Borch i 1991 til Riga for at forberede kommende danske ambassader i Riga, Vilnius og Tallinn. Chefredaktør Bo Lidegaard, selv med en fortid som diplomat, har omtalt Otto Borch sådan: "Metoderne var kontante. Kritik og krav fyldte mere end anerkendelse og tilskyndelser. Alligevel ser en hel generation af danske diplomater Borch som deres højt respekterede - og varmt afholdte - læremester." Bisættelsen finder sted fra Garnisonskirken onsdag 27. marts kl. 12.00, fremgår det af dagens dødsannonce.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00