Om  
Ole Trock-Jansen

Dødsfald: Fhv. koncerndirektør og modstandsmand Ole Trock-Jansen (94)

Forhenværende koncerndirektør og eneejer i Schultz, typograf og modstandsmand Ole Trock-Jansen er død i en alder af 94 år. I 1989 oprettede Ole Trock-Jansen Schultz Fonden.

Tidligere koncerndirektør, typograf og modstandmand Ole Trock-Jansen døde 11. januar 2018. Han blev 94 år.

Ole Trock-Jansen var fra 1986-2004 koncernchef i trykkerivirksomheden J.H. Schultz, hvor han blev eneejer. Det var med Trock-Jansen ved roret, at Schultz blev kongelig hofleverandør.

Han blev udlært typograf hos Egmont H. Petersens Kgl. Hof-Bogtrykkeri. Ole Trock-Jansen var i lære under den tyske besættelse, hvor han stod bag de første bogtrykte titelsider til datidens illegale duplikerede hæfter.

De illegale aktiviteter førte til, at han i 1943 blev eftersøgt af Gestapo og måtte flygte til Sverige. Han vendte dog tilbage til Danmark efter et par uger, hvorefter han genoptog produktionen af illegale blade, bøger og hæfter for den borgerlige modstandsbevægelse.

I 1944 måtte han igen flygte til Sverige. I Sverige blev han elev på Grafiska Institutet i Stockholm, hvorfra han afsluttede sin uddannelse. 

I 1989 oprettede Ole Trock-Jansen Schultz Fonden, som han skænkede alle selskabets aktier samt et større millionbeløb som kapital.

Han har gennem tiden været formand for en række bestyrelser i Schultz-koncernen og bestyrer for Det Carstenske Legat. 

Ole Trock-Jansen blev hædret med Frihedsfondens Hædersgave og dekoreret med ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Trock-Jansen

Fhv. koncerndirektør & ejer, J.H. Schultz
typograf (Grafiska Högskolan, Stockholm, 1946)

0:000:00