Ejeren af Berlingske Media får ny topchef

Erik Roddenhof får endnu mere ansvar, når han overtager posten som øverste direktør for mediegiganten DPG Media, der blandt andet ejer Berlingske Media.

Anders Krab-Johansen
Anders Krab-Johansen (53) Adm. direktør, udgiver, Berlingske Media, fhv. ansv. chefredaktør, fhv. adm. direktør, Børsen

Tidligere besad Erik Roddenhof posten som direktør for den hollandske del af DPG Media, som tidligere hed De Persgroep, men fra første marts sætter han sig i direktørstolen for hele virksomheden.

Det skriver DPG Media i en pressemeddelelse

Erik Roddenhof afløser den tidligere direktør Christian Van Thillo, som har siddet på toppen og styret virksomheden de sidste 30 år. Den tidligere direktørs erfaring forbliver i mediekoncernen med en ny rolle som medlem i bestyrelsen. 

Omrokeringen på chefposten er led i en ny top-ledelsesstruktur i virksomheden, der kommer i kølvandet på de sidste års udvikling og udvidelse af koncernen.

"Der er et meget komplekst arbejde foran os og behov for videreudvikling af den digitale transformation efter integrationen af de seneste opkøb i vores gruppe. Disse udviklinger kræver, at vi tilpasser ledelsesstrukturen," skriver DPG Media i pressemeddelelsen.

I løbet af de seneste år har DPG Media udvidet og udviklet sig til en stor mediekoncern med over 6.000 ansatte og har fortsat ambitioner om at ekspandere. Mediekoncernen har blandt andet opkøbt Berlingske Media i 2015 samt har Weekendavisen, B.T. og Radio24syv på sin medieliste. 

Virksomheden rummer generelt et bredt medierepertoire med nyhedsmedier, tv, radio, magasiner og onlineservices i Danmark, Holland og Belgien. 

Den nye struktur i toppen vil dog ikke påvirke chefposterne og deres ansvar i Belgien eller Danmark, lyder det fra DPG Media. Kris Vervaet og Anders Krab-Johansen fortsætter dermed som chefer for henholdsvis de belgiske og danske aktiviteter.

Tilbage til navnenyt »

Prøv christiansborg gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Dagens portal