Om  
Inger Støjberg

Støjbergs norske kollega trækker sig efter Facebookopslag

EXIT: Den norske justits- og indvandringsminister Sylvi Listhaug træder tilbage før en mistillidsafstemning i det norske Stortinget. Mistilliden kommer efter et kontroversielt Facebook-opslag fra justitsministeren. Integrationsminister Inger Støjberg ærgrer sig over sin gode veninde og kollegas afgang.

Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Mikkel Bødker Olesen

Den norske justits-, beredskabs- og indvandringsminister fra Fremskrittspartiet, Sylvi Listhaug, træder tilbage få timer før mistillidsafstemning.

Det oplyser den norske statsminister i en pressemeddelelse.

Politikeren er endt i modvind, efter hun i et Facebook-opslag anklagede Arbejderpartiet for at bekymre sig mere om terroristers rettigheder end om nationens sikkerhed.

Opslaget fik i går regeringens støtteparti, Kristendemokraterne, til at meddele, at det ikke længere havde tillid til justitsministeren. Senere i dag skulle der have været en mistillidsafstemning i Stortinget.

Den nu afgående minister begrunder afgangen med, at Fremskridtspartiet ikke skal miste indflydelse grundet hende:

"Jeg er glad for, at Siv (formand for partiet) og hele partiet var klar til at træde ud af regeringen for at støtte mig som justitsminister. Men jeg kan ikke tillade, at min afgang åbner for, at Fremskridtspartiet mistet magt og indflydelse."

Støjbergs veninde
Danmarks udlændige- og integrationsminister har tidligere udtalt, at hun var imponeret over Norges arbejde med at få flygtninge uden ophold ud af landet, og hun besøgte i august sidste år den nu afgående ministerkollega Sylvi Listhaug på en inspirationstur.

Inger Støjberg forsvarer også sin "gode veninde og kollega" i et Facebook-opslag.

"I dag har min gode veninde og kollega Sylvi Listhaug måtte trække sig som justits, beredskabs- og indvandringsminister i Norge. Det er sket efter en, efter min mening, fuldstændig overdreven og hysterisk debat om en Facebookopdatering, som Sylvi skrev om Norges politik over for fremmedkrigere for et par uger siden. Den norske venstrefløj har fuldstændig bevidst misforstået det, hun skrev, og brugt det i mod hende," skriver Inger Støjberg.

Stærk kvinde fortsætter og holder ikke mund
Sylvi Listhaug oplyser på Facebook, at hun ikke har tænkt sig at forlade sin plads i Stortinget, og at hun fortsat har tænkt sig at dele sine holdninger.

"Nu, hvor jeg trækker mig, lover jeg, at jeg ikke vil gå stille med dørene i Stortinget," skriver hun.

Den afgående minister får opbakning fra den norske statsminister Erna Solberg.

"Den sidste uge har været belastende for Sylvi. Hun er blevet karakteriseret på en måde, som jeg ikke mener, at hun fortjener, og som ikke burde være en del af norsk politik. Sylvi er en stærk dame, og hun kommer helt sikker til at være en tydelig stemme i den politiske debat i Stortinget og i forskellige stillinger fremover," siger Erna Solberg i en pressemeddelelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00