Om  
Kirsten Jensen
Thomas Gyldal Petersen

Formandskabet i Movia går fra én borgmester til en anden

Borgmester i Hillerød Kommune Kirsten Jensen overtager formandskabet i Movia fra borgmester i Herlev Kommune Thomas Gyldal Petersen.

Emil Dyrby

I begyndelsen af april bliver Kirsten Jensen (S), borgmester i Hillerød Kommune, officielt den nye formand for bestyrelsen i Movia. 

Det skriver trafikselskabet i en pressemeddelelse.

Kirsten Jensen har tidligere været mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet og formand for Forbrugerrådet. Hun har desuden været borgmester i Hillerød Kommune ad to omgange, først mellem 2007 og 2014 og siden fra januar i år efter at have vundet borgmesterkæderne tilbage ved efterårets kommunalvalg.

Ifølge pressemeddelelsen har formandsskiftet været aftalt på forhånd, og Kirsten Jensen ser frem til sine nye arbejdsopgaver:

"Jeg glæder mig meget til at påtage mig opgaven som formand for Movia og ser frem til et godt samarbejde med bestyrelsen. Kommunerne og regionerne har et stort ansvar for at sikre, at man kan bo, arbejde og tage en uddannelse i hele den store sjællandske geografi. Og at vi i fællesskab mindsker vores klimaaftryk. Det kræver god, miljørigtig mobilitet – både der, hvor mange hver dag pendler og arbejder, og der, hvor der er længere mellem husene," udtaler Kirsten Jensen ifølge pressemeddelelsen.

Aftalen om formandsskiftet kom efter at Thomas Gyldal Petersen (S) blev valgt ind i KL's bestyrelse og blev valgt til formand for KL's børne- og undervisningsudvalg. Han træder helt ud af Movias bestyrelse, men fortsætter i selskabets repræsentantskab. 

Gyldal Petersen har været borgmester i Herlev Kommune siden 2011 og byrådsmedlem siden 1998.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kirsten Jensen

Borgmester (S), Hillerød Kommune, formand, Movia, medlem af KL’s Internationale Udvalget og Regionsudvalget.
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1986)

Thomas Gyldal Petersen

Borgmester (S), Herlev Kommune, formand, KL's Børne- og Undervisningsudvalg
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00