Fotoskolen Fatamorganas leder trækker sig efter kritik fra elever

32 elever på fotoskolen Fatamorgana i København klagede tidligere på måneden over skolens leder og hovedunderviser, Morten Bo. Nu har han trukket sig.

En række elever på den københavnske fotoskole Fatamorgana stod tidligere på måneden frem i Politiken og fortalte om "ubehagelige, nedværdigende, diskriminerende og grænseoverskridende oplevelser", de havde haft med den mangeårige leder og hovedunderviser, Morten Bo.

Kritikken og de fem konkrete klagepunkter, som eleverne samtidig offentliggjorde, har nu fået fotoskolelederen til at trække sig.

Det skriver Politiken.

Morten Bo var tirsdag indkaldt til et møde med Fatamorganas bestyrelse, hvor han havde fået mulighed for at forklare sig. Men så vidt kom det aldrig, for kort inden mødets start modtog bestyrelsen en mail med en opsigelse fra skolelederen, som dermed selv sætter et dramatisk punktum for en 30 år lang karriere i spidsen for den ellers velrenommerede københavnske fotoskole.

Men Fatamorganas ledelsesmæssige selvransagelse stopper ikke her.

"Nu har vi besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling 11. august, hvor bestyrelsen trækker sig, og så opfordrer vi ildsjæle fra miljøet, som kunne forestille sig at genstarte skolen med en ny ledelse, til at melde ind. Hvis der ikke tegner sig et billede af en gruppe ildsjæle, som er i stand til at drive skolen, vil den lukke," siger fotograf og bestyrelsesmedlem Henrik Saxgren til Politiken.

Han uddyber, at han ikke har kendskab til eller kontakt med nogen, som har tænkt sig at videreføre skolen, men at den nuværende bestyrelse også vil sig tage del i arbejdet med at finde en ny ledelse.

Det betyder, at der helt konkret er et åbent tilbud om at overtage en finansieret skole med ejerskab over undervisningslokaler i Københavns nordvestkvarter og et allerede optaget elevhold.

 

Tilbage til navnenyt »

Prøv børn gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Dagens portal