Henrik Thorup (DF) ny formand for Statsrevisorerne

DF's Henrik Thorup, gift med Pia Kjærsgaard, bliver ny formand for Statsrevisorerne efter Peder Larsen (SF). Klaus Frandsen (R) i position som ny næstformand.

Henrik Thorup
Henrik Thorup (72) Formand, Statsrevisorerne, regionsrådsmedlem (DF), Region Hovedstaden
Klaus Frandsen
Klaus Frandsen (55) Næstformand, Statsrevisorerne, partner, MHS Coporate Finance, fhv. landsformand, Radikale Venstre

DF-ægteparret Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup er ved at cementere deres status som afgørende powercouple i landets øverste politiske elite, skriver Politiken.

Både Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Radikale er enige om at lade pilen pege på regionspolitikeren Henrik Thorup, når de seks statsrevisorer onsdag eftermiddag skal udpege en afløser for Statsrevisorernes mangeårige formand, SF-politikeren Peder Larsen.

Nogen større overraskelse er der ikke tale om. Efter Peder Larsens afgang skiller 72-årige Thorup sig ud som den statsrevisor med suverænt mest erfaring i det forum, noterer avisen.

Han har har været statsrevisor siden 1998, de sidste 12 år i rollen som næstformand. Anciennitetsspørgsmålet vægter højt hos Socialdemokratiet. Partiet har Thorup som formandsfavorit og ønsker samtidig at rykke den tidligere radikale landsformand, Klaus Frandsen, frem i rækken som ny næstformand.

"Jeg synes, det skal være Henrik Thorup som formand og Klaus Frandsen som næstformand. På den måde følger man fint traditionen med, at de, der har siddet der længst, også er dem, der varetaget hvervet. Indtil videre har Henrik Thorup på fineste vis varetaget hvervet som næstformand. Det har jeg al mulig tillid til, at han kan finde ud af at gøre som formand også," siger gruppeformand Henrik Sass Larsen (S).

Politisk ordfører Britt Bager (V) debuterer i øvrigt onsdag i rollen som statsrevisor, der med en ekstra årsløn på 309.000 kroner i 2017 rangerer blandt den politiske verdens bedst honorerede hverv. 

Henrik Thorup selv har ikke ønsket at kommentere sit forestående valg.

Enhedslistens nye statsrevisor, Frank Aaen, ønsker en principiel drøftelse af sagen:

"Efter min mening skal man sikre, at det er oppositionen, der har formandskabet," siger Frank Aaen.

Hvad laver Statsrevisorerne?
Statsrevisorerne overvåger, at skatteborgernes penge bruges, som Folketinget har besluttet, og at forvaltningen er så effektiv som muligt.

En central opgave for Statsrevisorerne er at revidere statens regnskaber. Det står i grundloven. Ved revisionen vurderer de, om regnskabet er rigtigt, og om staten har brugt pengene så effektivt som muligt til de formål, som Folketinget har besluttet.

Rigsrevisionen bistår Statsrevisorerne med revisionen af statens regnskaber. Rigsrevisionen undersøger og reviderer, mens Statsrevisorerne forholder sig politisk til undersøgelserne. Statsrevisorerne indstiller til Folketinget, om statsregnskabet kan godkendes.

Statsrevisorerne udtaler også kritik af ministrenes embedsførelse, når en revisionsundersøgelse berettiger til det. Når de udtaler kritik, bestræber Statsrevisorerne sig på at være enige, selv om de er udpeget af forskellige partier.

Der er altså tale om en betydelig tillidspost i det danske folkestyre, der nu går til veteranen Henrik Thorup. Forgængeren, Peder Larsen (SF) blev med tiden mere og mere markant, og kunne være ganske besværlig for regeringen. Tiden vil vise, hvor markant en formand den venlige Henrik Thorup bliver.

rasmus@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv fødevarer gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement