HK Danmark henter forbundssekretær fra Teknisk Landsforbund

Marianne Heide er fra første august ny forbundssekretær i HK Danmark. Hun overtager posten fra Villy Dyhr, der siden maj har været administrerende direktør i Akademikernes A-kasse.

Marianne Heide
Marianne Heide (52) Kommende forbundssekretær, HK Danmark, sekretariatschef, Teknisk Landsforbund

Marianne Heide skifter jobbet som sekretariatschef i Teknisk Landsforbund ud med en stilling som forbundssekretær i HK Danmark.

Det oplyser HK Danmark i en pressemeddelelse.

Det er fem år siden, at Marianne Heide startede i Teknisk Landsforbund, der er en fagforening, hvis medlemmer af ansat inden for områderne teknik, design og byggeri.

Nu skal hun så stå i spidsen for 1.200 medarbejdere i HK Danmarks administrative organisation. På den måde bliver hun den øverste administrative leder i HK og et bindeled mellem den administrative organisation og den politiske ledelse.

Forbundsformand i HK Danmark Kim Simonsen mener, at Marianne Heide er den rette kandidat til at fortsætte HK’s udvikling. I pressemeddelelsen lægger han blandt andet vægt på Marianne Heides kendskab til fagbevægelsen:

”Hun skal være med til at skabe fremtiden for både medlemmer og medarbejdere, så de kan være med til at forme de digitale arbejdspladser og et arbejdsmarked i hurtig forandring. Marianne Heide kender fagbevægelsen og kommer med nye perspektiver på udviklingen i HK.”

Marianne Heide overtager posten som forbundssekretær fra Villy Dyhr, der nu arbejder som administrerende direktør i Akademikernes A-kasse.

Hun er cand.jur. fra Aarhus Universitet og har desuden en master i ledelse fra CBS. Hun har tidligere været ansat i FTF, FOA og Tryg Forsikring.

Tilbage til navnenyt »

Prøv arbejdsmarked gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement