Om  
Bitten Vivi Jensen

Højesteret: Kommunal whistleblower delte fortrolige oplysninger ulovligt

Det var ikke berettiget, da tidligere sagsbehandler i Frederiksberg Kommune Bitten Vivi Jensen videregav særdeles følsomme personoplysninger om 89 borgere til en journalist. Højesteret når dermed til samme konklusion som Landsretten.

Højesteret har afsagt dom i en sag om en whistleblower fra Frederiksberg Kommune.
Højesteret har afsagt dom i en sag om en whistleblower fra Frederiksberg Kommune.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Simon Engell Kjøller

Bitten Vivi Jensen, der er tidligere sagsbehandler i Frederiksberg Kommune, videregav fortrolige oplysninger uberettiget om 89 borgere til en journalist.

Det oplyser Højesteret på sin hjemmeside, der dermed kommer til samme resultat som Landsretten, som i foråret 2021 straffede tidligere sagsbehandler med ti dagbøder á 500 kroner.

Højesteret udtaler torsdag, at hendes "ønske om at få afdækket kommunens sagsbehandling på rehabiliteringsområdet ikke berettigede til den krænkelse, som hendes videregivelse af de særdeles følsomme personoplysninger om 89 borgere indebar. Videregivelsen var derfor strafbar."

Whistlebloweren fra Frederiksberg

Retsligt startede sagen i byretten på Frederiksberg, der afsagde dom i sagen i februar 2020 efter Bitten Vivi Jensen havde videregivet personfølsomme oplysninger til Dagbladet Information om sager om førtidspension til borgere i kommunen.

Bitten Vivi Jensen, der er blevet kendt som 'Whistlebloweren fra Frederiksberg', var ansat i Frederiksberg Kommunes rehabiliteringsteam, hvor hun havde adgang til og tog sagsakter med fortrolige oplysninger om 89 borgere med sig hjem og videregav dem til en journalist på Information.

Det gjorde hun, da hun ønskede at gøre opmærksom på, at kommunens sagsbehandling på rehabiliteringsområdet efter hendes opfattelse var ulovlig eller kritisabel. De oplysninger, Bitten Vivi Jensen videregav til journalisten, vedrørte blandt andet borgernes diagnoser samt psykiske og sociale forhold, oplyser Højesteret.

I dommen står der desuden, at Højesteret lagde vægt på, at ønsket om at få afdækket sagsbehandlingen hos kommunen kunne være opfyldt på en anden måde end at videregive særdeles følsomme oplysninger til journalisten. Den nye lov om beskyttelse af whistleblowere kunne heller ikke føre til straffrihed, lyder det.

Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at nedsætte straffen, som by- og landsretten afsagde.

Bitten Vivi Jensen var kandidat til kommunalvalget i Frederiksberg Kommune for 'Bevægelsen Bitten Vivi Jensen'.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bitten Vivi Jensen

Fhv. sagsbehandler, Frederiksberg Kommune

0:000:00