Joe Biden vil være USA's næste præsident

76-årige Joe Biden har meldt sit kandidatur til præsidentvalget i USA i 2020. Han bliver Demokraternes 20. kandidat.

Marie Schønning Jensen

Joe Biden, der er en stor kritiker af Donald Trump, har meldt sig ind i kampen om præsidentembedet.

Det skriver den tidligere vicepræsident på Twitter. 

Det er tredje gang, Joe Biden stiller op som præsidentkandidat i USA. Først i 1988 og dernæst i 2008. Efter valget i 2008 blev han vicepræsident under Barack Obama, og den post beholdt han de næste otte år.

Joe Biden bliver Demokraternes 20. præsidentkandidat. På listen finder man også navne som Bernie Sanders, der i 2016 måtte se sig slået af Hillary Clinton; Beto O’Rourke, der i 2018 gjorde sig bemærket ved næsten at slå republikaneren Ted Cruz ved senatsvalget i Texas; Elizabeth Warren og Kamala Harris, der begge er blandt bookmakernes favoritter.

Demokraternes endelige præsidentkandidat bliver valgt i første halvdel af 2020, når der afholdes primærvalg. De første primærvalg finder sted i februar, og til partiets konvent 13.-16. juli 2020 bliver den endelige kandidat annonceret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00