K-MF'er mister ordførerskaber efter sin adfærd over for kollega

Folketingsmedlem Orla Østerby (K) har fået frataget sine politiske ordførerskaber, efter at den konservative ledelse er blevet bekendt med en række episoder, hvor han har "udvist grænseoverskridende adfærd" over for en folketingskollega.

Orla Østerby
Orla Østerby (68) MF (K), byrådsmedlem, Lemvig Kommune
Brigitte Klintskov Jerkel
Brigitte Klintskov Jerkel (51) MF (K), byrådsmedlem, Greve, fhv. regionsrådsmedlem

Det fremgår en pressemeddelelse fra Konservative.

Episoderne har fundet sted "over et års tid omkring 2017", oplyses det.
 
"Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby sine ordførerskaber," siger gruppeformand Mai Mercado i pressemeddelelsen.

Partikollegaen, som den 68-årige Orla Østerby ifølge pressemeddelelsen har udvist grænseoverskridende adfærd over for, er Brigitte Klintskov Jerkel. Hun har tidligere i MeToo-debatten stået frem og fortalt, at hun har oplevet grænseoverskridende adfærd som folketingspolitiker.

Konservative oplyser, at Orla Østerby har givet sin 51-årige kollega en undskyldning, som hun "har accepteret".
 
"Orla har givet mig en undskyldning, og den har jeg taget imod. Jeg er glad for, at partiets ledelse har håndteret sagen, som de har gjort. Det er ikke nemt at stille sig frem og fortælle om den slags episoder. Men nu har han sagt undskyld, og det betyder, at jeg kan komme videre og fokusere på mit politiske arbejde," siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Orla Østerby "husker ikke selv de beskrevne hændelser. Men jeg tror naturligvis ikke, at min kollega lyver, så derfor vil jeg gerne beklage og undskylde, at de omtalte berøringer er opfattet som grænseoverskridende. Det må være sket i misforstået kækhed, som så slet ikke er opfattet sådan. Det beklager jeg dybt. Vi lever jo i en tid, hvor mange må lære noget i forhold til, hvordan adfærd opfattes. Ledelsen har besluttet at fratage mig mine ordførerskaber, og det har jeg nu taget til efterretning," siger han i pressemeddelelsen.

Tilbage til navnenyt »

Prøv christiansborg gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Dagens portal