Kapitalfonden Blackstones danske afdeling skifter navn til Kereby for at udstråle empati

Den danske afdeling i kapitalfonden Blackstone, der har ry for at være en aggressiv boligspekulant, skifter nu til det mere venligt klingende navn Kereby for at signalere en attitudeforandring. 

Kaare Dybvad
Kaare Dybvad (35) Boligminister (S), MF (S)
Lars Pærregaard
Lars Pærregaard Administrerende direktør, Kereby
Kenneth Ohlendorff
Kenneth Ohlendorff Driftsdirektør, Kereby

Kapitalfonden Blackstones danske afdeling, 360 North, har taget navneforandring til Kereby, fordi de fremover vil signalere, at de "kerer sig om" deres lejere. Den nye ledelse indrømmer nemlig, at der er begået mange fejl i fortiden, og det nye navn skal symbolisere den nye empatiske retning, kapitalfonden vil gå i. 

Det skriver Politiken.

Den nyansatte driftsdirektør, Kenneth Ohlendorff, erkender, at navneskiftet i sig selv ikke gør nogen forskel, men tilføjer:  

"Det er det bagvedliggende, der er det vigtige. Det har vi arbejdet længe med, medarbejderne kender nu det nye mål og retningen, nu skal vi så lære at komme derhen," siger han. 

360 North er berygtet for at have købt beboelsesejendomme i massevis, presset lejerne ud og renoveret boligerne for derefter at presse huslejen op til det dobbelte. Inden længe ventes et lovindgreb på Christiansborg, der skal gøre det mindre tillokkende for virksomheder som 360 North at tage netop dét kneb i brug. 

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har i den forbindelse udtalt:

"Mindre Blackstone. Mere blandet by."

Lars Pærregaard, ny administrerende direktør i virksomheden, siger, at det giver mening, når politikerne adresserer den ubalance, der er på boligmarkedet. 

"Vi håber på regler, der giver mulighed for et bæredygtigt afkast, så der fortsat er incitament til investeringer, der er samfundsmæssigt hensigtsmæssige. Men uanset hvad der kommer, ejer vi nu en portefølje af ejendomme, der skal passes og plejes," siger han. 

Kenneth Ohlendorff siger, at de hundrede medarbejdere i Kereby fremover skal kunne være stolte over at arbejde i et Blackstone-selskab, i stedet for at skulle snige sig langs husmurene. 

Tilbage til navnenyt »

Prøv kultur gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement