Karen Hækkerup bliver ny generalsekretær i Unicef Danmark

Forhenværende justitsminister Karen Hækkerup bliver ny generalsekretær i Unicef Danmark. 

Karen Hækkerup
Karen Hækkerup (45) Kommende generalsekretær, Unicef Danmark, formand, Den Sociale Investeringsfond, fhv. adm. direktør, Landbrug & Fødevarer
Alfred Josefsen
Alfred Josefsen (61) Ledelsesrådgiver, bestyrelsesformand, UNICEF Danmark, Aveny-T m.fl., medlem, Ledelseskommissionen, foredragsholder, adjungeret professor, CBS, fhv. adm. direktør, Irma

På efterårets første dag har Karen Hækkerup første arbejdsdag som generalsekretær i Unicef Danmark.

Det fremgår af en pressemeddelelse

Den tidligere social- og integrationsminister og justitsminister stoppede i september 2018 som direktør for Landbrug & Fødevarer for at hellige sig familien, men blev onsdag præsenteret som ny generalsekretær i Unicef Danmark fra september 2019.

"Karen vil have både hjerne og hjerte med i arbejdet for Unicef. Det er helt afgørende. Behovene hos verdens udsatte er enorme, men vi kan nå rigtig langt, hvis vi gør det smart. Her vil Karens erfaringer være helt rigtige i de kommende år," udtaler Unicefs bestyrelsesformand Alfred Josefsen om den kommende generalsekretær.

Et job med mening
Han fremhæver Hækkerups sociale indignation og dybfølte engagement i indsatsen for at forbedre fremtidsudsigterne for verdens udsatte.

"Unicef Danmark skal fortsat sikre indtægter og støtte til de mest udsatte børn i verden. Karen Hækkerups erfaring Landbrug & Fødevarer og fra arbejdet på satspuljeområdet og i Den Sociale Investeringsfond har givet hende et godt blik for den mest effektive og direkte vej til målet,” siger Alfred Josefsen.

Karen Hækkerup har tidligere arbejdet med socialt udsatte både som minister og som formand for Den Sociale Investeringsfond, og hun udtaler i forbindelse med tiltrædelsen, at "intet i verden giver for mig mere mening end at kæmpe for børns vilkår og rettigheder."

I de kommende år skal Unicef Danmark arbejde på at indfri FN's Verdensmål på børneområdet under overskriften 'Leave No Child Behind', og her bliver Hækkerups indsigt i dansk erhvervsliv en fordel, da danske virksomheder i stigende grad indgår partnerskaber med Unicef Danmark, hvor de støtter organisationerne økonomisk og hjælper med at udvikle nye løsninger for udsatte børn verden over.

"Virksomhederne og fonde bliver uundværlige, når vi skal løfte opgaven. Organisationerne, private og erhvervslivet ser muligheder forskellige steder – og når parterne går sammen, opstår der noget helt nyt," siger Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup afløser 62-årige Steen M. Andersen, der i marts meddelte sin afgang efter mere end to årtier i Unicef Danmark. Steen M. Andersen når at afholde sit 24 års jubilæum, før stafetten overdrages til Karen Hækkerup til september.

rind@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv kommunal gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement