Lars Midtiby bliver direktør i Danmarks Naturfredningsforening

JOBSKIFTE: 41-årige Lars Midtiby er ny direktør i Danmarks Naturfredningsforening og stopper dermed som direktør i Danske Handicaporganisationer. Han har en fortid som partisekretær i Socialdemokratiet.

Lars Midtiby
Lars Midtiby (41) Kommende direktør, Danmarks Naturfredningsforening, direktør, Danske Handicaporganisationer, fhv. partisekretær (S)
Maria Reumert Gjerding
Maria Reumert Gjerding (41) Præsident, Danmark Naturfredningsforening, fhv. MF (EL)

I sin nye stilling som direktør for Danmarks Naturfredningsforening bliver Lars Midtiby den øverste administrative leder for Danmarks største grønne forening. Det oplyser Danmarks Naturfredningsforening på sin hjemmeside.

Han kommer dermed til at udgøre den daglige ledelse i Danmarks Naturfredningsforening sammen med præsident Maria Reumert Gjerding. Til foreningen udtaler præsidenten:

”Den grønne dagsorden har aldrig stået stærkere. Og med ansættelsen af Lars Midtiby som ny direktør opruster vi, så vi i de kommende år kan blive endnu stærkere til at kæmpe for naturen og den grønne omstilling.”

Læs seneste indlæg fra Maria Reumert Gjerding her.

Partisekretær i næsten et årti
Skiftet til Danmarks Naturfredningsforening betyder, at Lars Midtiby nu skal stå i spidsen for mere end 130.000 medlemmer og 95 lokalafdelinger. Medlemsdrevne organisationer og frivillighed er dog ikke helt nye ord for den kommende direktør.

Lars Midtiby har nemlig siden 2016 været direktør i Danske Handicaporganisationer, hvor han har organiseret foreninger med i alt 340.000 medlemmer. Her har han arbejdet for, at mennesker med handicap kan leve et liv som alle andre.

Derudover har Lars Midtiby en fortid som partisekretær i Socialdemokratiet, hvor han var ansat fra 2007 til 2016. Her udgjorde han sammen med partiets formand og næstformand Socialdemokratiets ledelse. Fra 2014 var han desuden sekretariatschef for den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Det grønne valg
Lars Midtiby ser frem til at gøre en indsats for at bremse naturens tilbagegang og kæmpe for den grønne omstilling. Til Danmarks Naturfredningsforening omtaler han det som et ”kæmpe privilegium” at få mulighed for at kaste sin energi ind i arbejdet for den grønne omstilling.

Foreningens arbejde er ifølge Lars Midtiby helt afgørende oven på folketingsvalget: ”Vi har netop haft et folketingsvalg, hvor vælgernes dom var grøn. Nu er det afgørende, at det folkelige pres fastholdes, så de grønne meldinger fra valgkampen bliver omsat til konkrete handlinger, der gør en forskel for naturen og klima.”

Lars Midtiby tiltræder stillingen som direktør fra 1. september. Han er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og har desuden en master i Public Administration fra CBS.

hvemon@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv arbejdsmarked gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement