Om  
Erik Münster
Sven Ove Gade

Mindeord: Fhv. læge og journalist Erik Münster (90)

Fhv. chefredaktør på Ekstra Bladet Sven Ove Gade skriver mindeord om læge, journalist og forfatter Erik Münster, 90 år.

Redaktionen

Erik Münster, mælkedrengen fra Vesterbro, blev for mange i Norden det nærmeste, de kom en familielæge – lægen, der altid havde tid. Opvæksten på Vesterbro, hvor hans far havde et ismejeri, sad dybt i ham. Naturligvis måtte den lille Erik hjælpe til. En af hans pligter var at bringe mælkeflaskerne ud til kunderne fra forretningen i Dannebrogsgade. For ham kunne fattigdommen aldrig blive noget abstrakt. Han havde selv oplevet den på Vesterbros trappeopgange i 1930’erne og 1940’erne.

Den velbegavede Erik ville videre. Målet var at blive læge. Med stædighed og viljestyrke lykkedes det.

Allerede da han læste, fik han lyst til at omsætte sin medicinske viden til journalistik. Han kontaktede Ekstra Bladet, men blev afvist. I 1959 lykkedes det. Snart kom artiklerne i en lind strøm fra den unge lægejournalist. Ikke blot brevkasser om sygdom og sundhed, men også almene artikler, når det var aktuelt. Fejlede de kendte et eller andet, kunne Münster lynhurtigt fortælle om sygdommen og sætte den i perspektiv. Og da sexlivet i slutningen af 1960’erne blev et offentligt fænomen, blev det også en journalistisk jagtmark.

Gennem årene blev det til op mod 20.000 artikler i Ekstra Bladet.

Men det var ikke blot Ekstra Bladet, der fik glæde af den flittige læge. Ugepressen, især Familie-Journalen, opdagede snart den medicinske guldfugl. Efterhånden kunne han også spores i eksportstatistikken til glæde og opbyggelse for utallige norske og svenske avis- og ugebladslæsere.

Stilfuld var han, når han steg ud af sin Jaguar og kom op på redaktionen. Altid velklædt og elegant med et lille smil på læben, altid solidarisk med den avis, som havde givet ham mulighed for at udnytte sine journalistiske evner.

Erik Münster eller ’dr. Monster’, som han blev kaldt i ATS, får nok aldrig en afløser. Google – gud bedre det – har tilsyneladende for længst tilranet sig rollen som vore dage ’familielæge’.

Med dr. Monster var det altså noget helt, helt andet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Münster

Speciallæge, skribent
cand.med. (Københavns Uni. 1958)

Sven Ove Gade

Forfatter, fhv. chefredaktør, Ekstra Bladet
cand.merc.

0:000:00