Mindeord: Journalist og dokumentarfilmskaber Jørgen Pedersen (79)

DR-Dokumentars lokale i TV-Byen i 80'erne mindede om de redaktionslokaler, man kender fra ældre amerikanske film. Travlhed og telefoner, der kimede, folk, der løb ind og ud. En dynamisk chef, Kjeld Veirup, sendte os mediefolk ud i den virkelige verden og lod os ellers passe os selv. Især to journalister var altid på farten eller sad og lagde strategi sammen.

De mindede om Woodward og Bernstein under Watergate-skandalen, som fældede Nixon. Uden sammenligning i øvrigt. Men alligevel ... Sten Baadsgaard, høj og flot og klædt efter tidens smag, og så den lidt mere gråmelerede Jørgen Pedersen i sin godt brugte beigefarvede jakke. Tilsammen dannede de Danmarks hidtil bedste graverpar. Med snilde og sejhed fik de blotlagt adskillige luskede affærer i fine dokumentarer, som den store befolkning labbede i sig som vand på en udtørret græsplæne. Husk, det var i monopolets tid og før it, så hvad skulle man lave andet end at se DR-TV?

Jørgen P., som han blev kaldt, havde gerne sprængfarlige ting med sig hjem i ærmet på den beigefarvede, når han dukkede op efter en researchtur. Som en kendt advokat dengang udtrykte det:

"Når en af Jørgens udsendelser var gået i luften, var der fast arbejde."

Ud af Sten og Jørgen P.s samlede anstrengelser kom der en række dokumentarfilm, som førte hæder med sig fra alle sider. Kulminationen var deres afsløring af danske rederiers våbensmugling til det sydafrikanske apartheidstyre i 1984. De fik både Cavlingprisen og en PH-pris for deres indsats. Cavling-statuetten kom hjem på boghylden hos Jørgen, der derefter altid fejrede jul ved at give Cavling nissehue på.

Jørgen var læreruddannet og blev professionel journalist ved lidt af et tilfælde. I starten af 80’erne var han på en rejse til Polen, da præsident Wojciech Jaruzelski erklærede krigsretstilstand i landet. Som første og eneste journalist fik Jørgen sendt meddelelser ud om tilstanden for befolkningen. Han krydsede grænsen 18 gange, men blev til sidst anholdt og sad fængslet i to dage. Han blev afhørt af en forhørsleder, men fik talt sig ud ved hjælp af sit gode snakketøj.

Jørgen P. var en af de bedste dybdeborende journalister, dette land har fostret. Han kom fra Fyn, og der var stadig en anelse Assens over ham, som folk ikke kunne stå for. Han havde sunget med Syngedrengene i den lokale kirke og kørt rundt på sin trehjulede cykel og snakket med Gud og hvermand. Alle på egnen kendte ham. Og han kendte også dem.

Af sine mange dokumentarer var Jørgen P. selv mest glad for Den menneskelige faktor, som startede den såkaldte blødersag. I starten af 80'erne var 90 blødere med sygdommen hæmofili blevet smittet af præparater, der var lavet af hiv-inficeret blod.

Det er typisk for Jørgen, at han fra sin sygeseng holdt sig ajour med alt, hvad der foregik. Derfor havde han antennerne ude, da en dokumentarfilminstruktør en god snes år efter Jørgen producerede endnu en film om bløderne. Jørgen blev rasende! Det førte til en debat i aviserne mellem de to instruktører, hvor Jørgen til sidst måtte lade sig nøje med en forklaring om, at der kunne være to forskellige vinkler at se samme sag fra. Jørgen var ikke enig.

For en ildsjæl går ilden først ud til allersidst.