Om  
Poul Anthoniussen
Susanne Ursula Crawley Larsen

Mindeord: Poul Løgstrup Anthoniussen (49)

Poul Anthoniussen omkom få dage efter sin trafikulykke 5. december 2019. Her bringes et mindeord fra rådkvinde for Odenses børn og unge, Susanne Crawley Larsen.

Claudia Steenhard

Af Susanne Crawley Larsen
Rådkvinde, Odenses børn og unge

Ganske få gange i vores liv krydser vi veje med et menneske, hvor man tænker: Ham eller hende kan jeg udrette noget sammen med. Dét menneske kan gøre mig dygtigere, end jeg er alene. Når man er så heldig, må man vove at lade sådan et menneske komme tæt på. Formår man det, kan man til gengæld række efter stjernerne, men man gør samtidig sig selv sårbar i forhold til at miste.

Poul var sådan et menneske – som vi nu har mistet.

Det er svært at finde de ord, der beskriver dybden, det fine og det solide aftryk, som Poul har sat på byen, på mig og på mennesker omkring sig. Det er svært at formidle den betydning, Poul havde for sine medarbejdere, byens politikere og børnene af Odense. Hans virke vil trække spor mange år ind fremtiden som handlinger og beslutninger, der bliver gennemført i Odense. Der er børneliv, der bliver anderledes gode, fordi han var her.

På samme måde satte han varige spor i de mennesker, der krydsede hans vej. Jeg har mistet en samarbejdspartner ud over det sædvanlige og forventelige. Børn- og Ungeforvaltningen har mistet en visionær og yderst afholdt administrerende direktør med en stor begavelse og med de fineste værdier. Poul var sådan et menneske, der bragte én videre end det, man selv troede, man skulle eller kunne.

Jeg vil savne Poul usigeligt, men uden at miste håbet, humøret og modet, som var det, Poul gav mig med på vejen.

Til alle, der holdt af Poul, ved jeg, at han ville ønske, at I skal gå ud og tage jeres kampe og løse jeres opgaver samvittighedsfuldt, ærligt og med hinanden. I Pouls ånd skal vi sammen fortsætte med at gøre børneliv i Odense bedre.

Alle tanker går i denne svære tid til de efterladte – hans kone, Helle, og børnene, Nanna og Anders.

Poul blev ansat i Odense Kommune i 2011, hvor han kom til som skolechef. I 2015 blev han administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningens cirka 6.000 medarbejdere. Poul afgik lørdag 7. december 2019 ved døden efter en tragisk trafikulykke torsdag aften 5. december 2019.

Æret være Poul Løgstrup Anthoniussens minde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Anthoniussen

Direktør, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune

Susanne Ursula Crawley Larsen

Rådmand (R), Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune
cand.med. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00