Om  
Søren Bukh Svenningsen

Dansk Miljøteknologi får ny direktør med 20 års miljøerfaring

Søren Bukh Svenningsen bliver i miljøuniverset, men forlader sin stilling som kontorchef i Miljøstyrelsen og indtager i stedet direktørposten i brancheforeningen Dansk Miljøteknologi.

Ghita Nidam Møller

Teknologiudvikling og forretning i den miljøteknologiske branche bliver en del af arbejdsopgaverne for Søren Bukh Svenningsen, når han 9. marts sætter sig i direktørstolen hos Dansk Miljøteknologi.

Det skriver Dansk Miljøteknologi i en pressemeddelelse. 

Den nye direktør skal med sine 20 års erfaring fra Miljøstyrelsen bidrage til at udvikle foreningens strategi og miljøteknologi for at løse samfundets udfordringer på miljø- og klimaområdet.

Han har i sin tid hos Miljøstyrelsen haft hænderne fulde med handlingsplaner for blandt andet miljøeffektiv teknologi, vækstteams om miljø, vand og bioøkonomi samt eksportfremmende initativer. 

Han har desuden erfaring fra sin tid som tidligere sekretariatschef for Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) og Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP). 

De tidligere chefstillinger har nu ført til drømmejobbet.

"Jeg ser rigtigt meget frem til samarbejdet med foreningens medlemmer om, hvordan vi kan være med til at sikre gode rammer for de investeringer i den grønne omstilling, der skal til for at sikre fremtidens arbejdspladser og løse de miljø- og klimaudfordringer, vi står over for," udtaler Søren Bukh Svenningsen i pressemeddelelsen.

Han afløser den mangeårige direktør, Jørn Jespersen, som fortsat bliver i foreningen med fokus på den politiske indsats.

Søren Bukh Svenningsen overtager dermed udviklingen af Dansk Miljøteknologi, der startede i 1974 som en lille forening med få medlemmer.

0:000:00