Ny formand for Kristeligt Dagblad

Civilingeniør Mogens Madsen (født 1959), København Ø, er ny formand for Kristeligt Dagblad. Han afløser Ivar Brændgaard, der er faldet for en aldersgrænse.

Rasmus Nielsen

Den hidtidige næstformand for bestyrelsen for Kristeligt Dagblad A/S, Mogens Madsen, er netop på en generalforsamling blevet valgt som ny formand. Han afløser fhv. direktør for TV/Midt-Vest Ivar Brændgaard, der efter seks år som formand er trådt tilbage på grund af alder.

Mogens Madsen er i forvejen formand for Diakonissestiftelsens bestyrelse og næstformand for missionsselskabet Areopagos. Han har arbejdet med ledelse og er medstifter af og tidligere direktør for Dansk Sundhedsforsikring og andre virksomheder indenfor sundhedsområdet.

I sin sidste beretning sagde Ivar Brændgaard, at "jeg har fulgt udviklingen i mange år. I de første år var der krise på krise. Avisen var ved at lukke. Men i de seneste 25 år er det kun gået fremad."

Kristeligt Dagblad har jævnt stigende oplag, et dagligt læsertal på over 110.000 og em stigende, årlig omsætning på ca. 140 mio. kr. i 2019, der også overskudsmæssigt var det bedste nogensinde med et resultat efter skat på godt 18 mio. kr. Resultatet for 2020 ventes dog at blive markant dårligere på grund af Corona-krisen og de derved indtil videre faldende kurser. Selskabet har således oparbejdet en egenkapital på 125 mio. kr., som forrentes bedst muligt i værdipapirer.

Generalforsamlingen nyvalgte i øvrigt til bestyrelsen Thomas Bank Møller (født 1975), der er cand.theol. og kommunikationschef for arbejdslivsbevægelsen Krifa og tidligere udviklingschef ved Herning Folkeblad.

Som ny næstformand valgtes Peter Lindegaard, adm. direktør for Elsass Fonden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00