Om  
Morten Jung

Radikal viceborgmester skifter parti

Viceborgmester på Frederiksberg, Morten Jung, vrager Radikale Venstre og stiller i stedet op for Konservative ved kommunalvalget. "Ikke værdigt," mener partifælle. 

Anders Redder

Det var ikke kun hjerneforsker Peter Lund Madsens kandidatur, der vakte opsigt, da Konservative på Frederiksberg tirsdag aften præsenterede partiets opstillingsliste til kommunalvalget.

På listens nummer 12 stod noget overraskende Morten Jung, viceborgmester i Frederiksberg Kommune og indtil tirsdag medlem af Radikale Venstre.

Hans farvel til partiet efterlader en dårlig smag i munden hos hans nu tidligere partifæller, der undrer sig over Morten Jungs beslutning: 

”At klæbe til taburetten, som Morten nu gør, er ikke værdigt overfor de 621 mennesker, som ved sidste kommunalvalg stemte personligt på ham. Den slags medvirker til at skabe mere politikerlede i samfundet,” siger den radikale 1. suppleant Ruben Kidde, der opfordrer Morten Jung til at fyre sig selv fra byrådet, indtil vælgerne har kastet deres dom til kommunalvalget i november.

”Morten Jungs første handling som konservativ bør være at fyre sig selv fra kommunalbestyrelsen. Han er velkommen tilbage, hvis han bliver valgt for Konservative til efteråret. Men indtil da bør han vige pladsen for en radikal politiker,” siger Ruben Kidde, der i et sådant tilfælde vil overtage Morten Jungs plads i kommunalbestyrelsen.

Også Lone Loklindt, der i efteråret vippede Morten Jung af pinden som radikal spidskandidat ved et kampvalg, undrer sig over partiskiftet. 

"Det er svært at forstå, men jeg respekterer, at han har truffet et valg. Det er jo hans valg. Jeg kan forstå, at det er vigtigere at blive valgt, end hvem man bliver valgt sammen med," siger hun til TV2 Lorry. 

På sin Facebook-profil skriver Morten Jung, at han efter grundige overvejelser tog beslutningen om at skifte Radikale ud med Konservative: 

"Gennem den seneste tid er jeg af flere blevet opfordret til at genopstille til KV17. Det er ingen hemmelighed, at jeg brænder for kommunalpolitik og nyder at tage aktiv del i byens udvikling. Da Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg tilbød en plads på deres kandidatliste, har jeg efter grundig overvejelse og ”mærken efter” valgt at takke ja," skriver Morten Jung. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Jung

Markedschef, Dansk Erhverv
cand.merc.jur. (CBS. 1996)

0:000:00