Om  
Ralf Hemmingsen

Ralf Hemmingsen stopper som KU-rektor

FARVEL: Efter 12 år som rektor på Københavns Universitet lægger Ralf Hemmingsen op til at give tøjlerne videre. I slutningen af februar næste år forlader han posten, og universitetet er gået i gang med at lede efter en afløser.

Københavns Universitet skal på jagt efter en ny rektor, der kan træde til, når Ralf Hemmingsen takker af om et halvt år. 
Københavns Universitet skal på jagt efter en ny rektor, der kan træde til, når Ralf Hemmingsen takker af om et halvt år. Foto: Michael Daugaard
Line Jenvall

Når det sidste kalenderblad i februar måned bliver vendt næste år, træder Ralf Hemmingsen til side og stopper som rektor på Københavns Universitet.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Ralf Hemmingsen har stået i spidsen for universitetet siden 2005 som rektor nummer 258 i rækken, og han var inden da dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Før han fik den post i 2002, var han professor i psykiatri ved Institut for Klinisk Medicin, og det er den stilling, han vender tilbage til, når han er færdig som rektor.

Han har været professor siden 1995, og tidligere var han klinisk lektor i psykiatri. Han har også været administrerende overlæge på Psykiatrisk Afdeling ved Bispebjerg Hospital, og derudover rummer hans karriere også ledelseserfaring som fællestillidsmand for lægerne på Rigshospitalet og som næstformand for Foreningen af Yngre Læger gennem tre år.

"Bestyrelsen vil gerne udtrykke sin store anerkendelse for det arbejde, Ralf Hemmingsen har ydet for forskning og uddannelse i Danmark. Ralf Hemmingsen har stået i spidsen i en periode, hvor universitetet har udviklet sig så markant som internationalt orienteret forsknings- og uddannelsesinstitution, at vi nu er et af Europas førende universiteter," siger formand Nils Strandberg Pedersen på vegne af universitetets bestyrelse.

Jagten på Ralf Hemmingsens arvtager er gået i gang, og det sker på et internationalt plan. Håbet er, at ansøgerfeltet på den måde bliver så bredt som muligt, lyder det i pressemeddelelsen.

Altinget logoForskning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forskning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00