Om  
Anders Fogh Rasmussen

Stort dyk i Foghs konsulent-firma

Anders Fogh Rasmussens firma Rasmussen Global Consulting ApS oplevede tilbagegang i 2019 i forhold til året før, men lander dog et overskud efter skat på 565.000 kr. Corona gør ondt i år, indrømmer Fogh.

Redaktionen

Den tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen (V) må sande, at det ikke er så let at tjene penge som selvstændig - selv som international rådgiver om bl.a. forsvars- og sikkerhedspolitik.

Alligevel betegner han sit 2019-resultat for tilfredsstillende.

Der er ellers tilbagegang at spore i 2019-regnskabet for Rasmussen Global Consulting ApS, der kom til eftermiddag.

Den såkaldte bruttofortjeneste næsten halveres fra 10,3 millioner kroner i 2018 til 5,45 mio. for 2019. Der blev også brugt færre lønkroner i firmaet i 2019 i forhold til 2018: Lønomkostningerne faldt til 5,4 mio. mod ca. 7,8 mio. året før. Dog anføres antallet af fuldtidsansatte til ni i såvel 2019 som 2018.

Herefter endte resultatet før skat så på 752.744 kr. mod 2,3 mio. kr. for 2018.

Den tidligere danske statsminister bidrager til statskassen med 188.124 kr. i selskabsskat for 2019.

Rasmussen Global i Bredgade i København tilbyder international forretningsrådgivning til virksomheder.

Selskabets 2019 var af gode grunde ikke påvirket af Corona-udbruddet, der først indtraf i starten af i år, men Anders Fogh Rasmussen indrømmer, at Covid-19 virussen nu gør ondt:

"Covid-19 pandemien har haft uforudsete effekter både på verdensøkonomien og for erhvervslivets generelle aktivitetsniveau. Som følge heraf er selskabets forretningsomfang blevet negativt påvirket med et umiddelbart fald i nye projekter, ligesom igangværende projekter er blevet sat på hold, indtil den globale økonomi kan sættes i gang igen," hedder det i ledelsesberetningen fra selskabets direktør, Anders Fogh Rasmussen.

Rasmussen Global har derfor sørget for at reducere sine omkostninger, herunder lønninger, så man er klar til at tage fat igen, når økonomien er tilbage på sporet, og nye projekter måtte indløbe.

Firmaet er med en egenkapital på 10 mio. kr. godt polstret, hvis krisen skulle trække ud. Og så kunne Fogh endda i årets løb bevilge sig selv udbytte på 870.000 kr. - altså noget mere end årsresultatet endte på.

Revisoren Deloitte havde ingen forbehold til regnskabet.

Foghs tilhørende investeringsselskab "Rasmussen Equity Partners ApS", der er hjemmehørende på hans privatadresse i Nærum ved København, kom også med regnskab i dag. .

Dette selskab kom ud af 2019 med et underskud efter negativ skat på 249.780 kr. - for 2018 opnåedes et overskud efter selskabsskat på 873.814 kr. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

0:000:00