Stram Kurs Ungdom får ny formand

Stram Kurs' fynske spidskandidat til folketingsvalget 2019 er blevet udnævnt til formand for partiets ungdomsorganisation.

Rasmus Paludan
Rasmus Paludan Stifter, Stram Kurs, advokat

Martin L. Christensen er blevet udnævnt til formand for Stram Kurs Ungdom.

Det skriver TV 2 Fyn.

Martin L. Christensen var opstillet til folketingsvalget 2019 som Stram Kurs' spidskandidat på Fyn.

Stram Kurs' formand Rasmus Paludan vurderer, at Martin L. Christensen er den rette til rollen som formand for partiets ungdomsorganisation.

"Det er jo, fordi Martin for det første har den rigtige alder, og for det andet så har han vist i løbet af valgkampen, at han er i stand til at forklare vores politik rigtig godt. Han er også i stand til at tage modne ledelsesmæssige belsutninger på egen hånd, og så er han også i stand til, hvilket vi værdsætter meget i Stram Kurs, at agere under pres," siger han.

Hvorvidt Martin L. Christensen genopstiller til næste folketingsvalg er på nuværende tidspunkt uafklaret.

"Jeg fortsætter i hvert fald i partiet, og så må vi jo se, hvem der bliver folketingskandidater. Vi må i det hele taget se, hvornår det næste folketingsvalg kommer," siger han.

Martin L. Christensen er 25 år, fra Odense og har tidligere været indskrevet på medicinstudiet.

Til folketingsvalget 2019 fik Stram Kurs 1,8 procent af stemmerne, hvilket ikke var nok til at opnå valg til Folketinget.

I Fyns Storkreds, hvor Martin L. Christensen var opstillet, fik partiet 1,9 procent af stemmerne.

ellegaard@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv uddannelse gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement