Sundhedsstyrelsen får ny vicedirektør

Helene Bilsted Probst er ny vicedirektør i Sundhedsstyrelsen og vil fremover udgøre styrelsens direktion sammen med direktør Søren Brostrøm. 

Helene Bilsted Probst
Helene Bilsted Probst (48) Vicedirektør, Sundhedsstyrelsen
Søren Brostrøm
Søren Brostrøm (55) Direktør, Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen har nu fundet en ny vicedirektør, efter at Lars Juhl Petersen forlod stillingen i maj midt under coronakrisen. 

Valget er faldet på Helene Bilsted Probst, der fra dags dato officielt er ny kvinde på posten.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Hun har siden maj været konstitueret vicedirektør, og med den officielle udnævnelse vil hun fremover udgøre styrelsens faste direktion sammen med direktør Søren Brostrøm.

"Jeg er meget glad for, at Helene bliver vicedirektør. Hun kombinerer analytiske evner med stor kapacitet for opgaveløsning, samtidig med at hun er god til at samarbejde og skabe netværk," siger Søren Brostrøm og fortsætter:

"Helene har et meget skarpt øje for de strategiske og strukturelle udfordringer på sundhedsområdet i Danmark, og det passer perfekt til de opgaver, vi står overfor."

Helene Bilsted Probst var ansat i Sundhedsstyrelsen fra 2007 til 2010, hvor hun løste opgaver inden for kræftområdet. Hun har sidenhen besat stillinger som både sektionsleder samt enheds- og centerchef. 

Fra 2016 til 2018 var hun udsendt af Udenrigsministeriet som rådgiver i sundhedsministeriet i Tanzania. 

Helene Bilsted Probst blev uddannet læge i 2002 og har sidenhen suppleret med en uddannelse som speciallæge i samfundsmedicin. Derudover har hun en masteruddannelse i offentlig ledelse.

Tilbage til navnenyt »

Prøv børn gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Dagens portal