Flest vælgere støtter midlertidigt stop for kvoteflygtninge

MÅLING: Der er en overvægt af vælgere, der bakker op om at sætte modtagelse af nye kvoteflygtninge på standby, viser ny måling. Venstre afviser at sætte en tidshorisont for regeringens stop.

Det relativt høje antal af flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste år, har fået regeringen til at sætte modtagelse af kvoteflygtninge på standby.
Det relativt høje antal af flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste år, har fået regeringen til at sætte modtagelse af kvoteflygtninge på standby.Foto: Jens Nørgaard Larsen
Kasper Frandsen

Danmark har taget ca. 500 kvoteflygtninge årligt siden 1989. Men fra 2017 er den ordning sat på pause på ubestemt tid.

Integrationsbyrden og asylpresset er simpelthen blevet for stort, lyder det fra regeringen, der ikke vil sætte årstal på, hvornår man kan genoptage modtagelsen af FN’s kvoteflygtninge.

Fra nødhjælpsorganisationer og alle røde partier undtagen Socialdemokratiet har kritikken været skarp – Dansk Flygtningehjælp har kaldt det ”skrækkeligt”.

Men blandt vælgerne er der flest, som støtter regeringens beslutning. Det viser en ny måling, som Norstat har lavet for Altinget.

Vi ønsker at få flere ressourcer til at tage hånd om de mange flygtninge og illegale migranter, der kom til Danmark sidste år.

Marcus Knuth (V)
Udlændingeordfører

I alt bakker 46 procent regeringen op i et midlertidigt stop for kvoteflygtninge, mens 38 procent er imod. 16 procent har svaret ’ved ikke’.

”Det glæder mig, at der er opbakning til vores beslutning at sætte modtagelse af kvoteflygtninge på pause. Vi ønsker at få flere ressourcer til at tage hånd om de mange flygtninge og illegale migranter, der kom til Danmark sidste år. Men samtidig får vi også flere penge til at hjælpe flygtninge i nærområderne,” siger Marcus Knuth, udlændingeordfører i Venstre.

Danmark har forpligtet sig til at modtage 500 personer i udlandet, der er kategoriseret som flygtninge med de største behov for sikkerhed og hjælp af FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR – deraf kvoteflygtninge.

Det er derefter de danske myndigheder, der hidtil har udvalgt, hvem af disse personer, der skal til Danmark som kvoteflygtning.

Flygtningekrise kan blusse op

Marcus Knuth peger på, at et af værktøjerne til at minimere integrationsbyrden er at sætte kvoteflytninge på pause.

Hvor længe forestiller I jer, at den pause skal være?

”Det vil vi helst ikke sætte dato på. Set med danske øjne er vi glade for at have det laveste antal asylansøgere i flere år. Men det kan hurtigt blusse op igen, hvis eksempelvis Tyrkiet-aftalen braser sammen, og flygtningene igen vælter ind fra Balkan. Vi ser på situationen et år ad gangen."

Både hos Socialdemokratiet og Venstre har der været intern kritik af stoppet for asylansøgere. Men hvor der er relativ stor opbakning blandt Venstres egne vælgere, siger flest af de socialdemokratiske vælgere nej til stoppet for kvoteflygtninge.

Læs hele interviewet med Venstres Marcus Knuth på Altinget: udvikling (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

---
Fakta om kvoteflygtninge: 

Dokumentation

Sådan har vi spurgt:

Danmark modtager ca. 500 såkaldte kvoteflygtninge årligt. De bliver udvalgt af de danske myndigheder i flygtningelejre blandt den gruppe af flygtninge, som ifølge FN har størst behov for hjælp. Regeringen har nu besluttet at stoppe for kvoteflygtninge indtil videre med den begrundelse, at Danmark sidste år modtog et stort antal asylansøgere. Hvilket af følgende udsagn er du mest enig i?

- Danmark skal fortsætte med at modtage kvoteflygtninge (38 procent)

- Danmark skal stoppe med at modtage kvoteflygtninge (46 procent)

- Ved ikke (16 procent)

Kilde: Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1003 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 29. september til 3. oktober 2016.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marcus Knuth

Fhv. MF (K)
ba.oecon. (Uni. of Virginia 2002), MBA (Uni. of Navarra 2007), MPA (Harvard Uni. 2013)

0:000:00