Rygning forbudt for lærerne – men ikke for eleverne

SKOLELIV: I 15 kommuner må folkeskolelærerne ikke ryge i arbejdstiden. Men de ældre elever kan fortsat pulse løs uden for skolens område. Kræftens Bekæmpelse efterlyser øget kommunal indsats mod børns rygning.

Foto: Colourbox
Anders Redder

Når Vallensbæks folkeskoleelever i august vender tilbage til skolebænken efter sommerferien, er det slut med at se lærerne ryge cigaretter.

Den københavnske vestegnskommune bliver dermed kommune nummer 16, der forbyder sine ansatte at ryge i arbejdstiden.

Det gælder derfor også lærerne på kommunens tre folkeskoler, der må vinke farvel til pausesmøgen fra 1. august 2017.

Eleverne kan stadig ryge
Helt røgfri bliver skoledagene i Vallensbæk dog ikke.

Selvom 16 kommuner snart har røgfri arbejdstid for deres ansatte, kan eleverne i kommunernes folkeskoler fortsat tænde cigaretterne i skoletiden – så længe rygningen ikke foregår på skolens areal.

På Egholmskolen i Vallensbæk står der ofte elever fra udskolingen og ryger, fortæller gårdvagterne Rasmus Højgaard Poulsen og Sandra Rasmussen, som holder øje med eleverne i det store spisefrikvarter.

”Det er måske 2-3 fra hver af vores tre 9.klasser, der ryger i frikvartererne – og måske et par stykker fra 8. klasserne også prøver det en gang i mellem,” siger Rasmus Højgaard Poulsen, som underviser de ældre klasser i biologi, kemi og fysik på Egholmskolen.

I Vallensbæk Kommune er man godt klar over, at voksne læreres rygeadfærd efter sommerferien er strengere reguleret end elevernes.

”Målet er jo, at ingen ryger her i Vallensbæk Kommune. Men ja, i princippet kan eleverne godt ryge, selvom lærerne ikke kan,” siger kommunaldirektør Lars Hansen.

Han anerkender, at der lige nu ikke kan gøres noget ved, at eleverne ryger ude foran skolerne i kommunen.

”Det skal dog siges, at vi gør meget for, at også de unge bliver røgfri gennem undervisning og kampagner. I første omgang er vi dog sammen med kommunens ansatte blevet enige om, at arbejdstiden er røgfri, og det er sammen med god oplysning i folkeskolen alt, vi kan gøre lige nu,” siger kommunaldirektøren i Vallensbæk.

Kræftens Bekæmpelse efterlyser hårdere linje over for elever
Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse har omkring hver anden elev prøvet at ryge, når de forlader folkeskolen.

Derfor håber projektchef for tobaksforebyggelse, Niels Them Kjær, at den hårde linje i fremtiden ikke kun gælder lærere, men også eleverne i landets folkeskoler.

”Det er jo fuldstændig absurd, hvis vi ikke følger op på indsatsen og gør det sværere for børnene at ryge. Det går ikke, at de voksne ikke kan ryge, mens eleverne kan pulse løs, hvis de har held med at skaffe sig cigaretter,” siger Niels Them Kjær.

Han er overbevist om, at færre elever begynder at ryge, hvis deres lærere lægger tobakken på hylden.

”Folkeskolelærere er rollemodeller, som eleverne ser op til og kopierer. Derfor er det et skridt i den rigtige retning, når eleverne ikke længere kan se deres lærer ryge en cigaret i frikvartererne,” siger Niels Them Kjær.

Knap så overbeviste er gårdvagterne Rasmus Højgaard Poulsen og Sandra Rasmussen fra Egholmskolen i Vallensbæk. Rygningen vil – trods lærernes rygeforbud – stadig fortsætte ufortrødent hos eleverne.

”Jeg tror ikke, det gør den store forskel for vores elever, hvis de ser en lærer ryge en gang i mellem. ’Rauchen ist dumm,’ siger jeg til mine elever i tysk. Men som du nok kan forstå, er det ikke alle, der lytter,” siger Sandra Rasmussen og trækker på smilebåndet.

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her

Dokumentation

Hvad betyder røgfri arbejdstid?

Røgfri arbejdstid betyder, at kommunalt ansatte medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden - hverken indendørs, udendørs eller udenfor matriklen – eks. skolens område.

Desuden skal alle kommunens arbejdspladser have samme rygepolitik.

Røgfri arbejdstid med undtagelser betyder, at medarbejdere med f. eks. flekstid eller overenskomstmæssige selvbetalte pauser kan ryge i disse pauser.

Fra 1. august bliver Vallensbæk og Lemvig Kommune nr. 16 og 17 i rækken af røgfrie kommuner.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00