Bødskov har afgivet fem indholdsløse og misvisende svar til Folketinget

I Danmark er skattesystemet tilrettelagt således, at man let forledes til at tro, at retssikkerheden er helt i top.

For de fleste sker indkomstopgørelsen, skatteansættelsen, skatteberegningen og skatteopkrævningen nærmest uden menneskelig indblanding – det kan næsten ikke blive enklere. Men der er en gruppe, for hvem det ikke er så enkelt endda – og hvis man er så uheldig at tilhøre denne, er forholdene anderledes barske.

Skatteminister Morten Bødskov (S) er meget optaget af, at enhver form for snyd med skattebetalingen bliver standset. Så optaget, at omkring en tredjedel af alle forslag, som regeringen har fremsat på skatteområdet, handler om at effektivisere og udbygge skattekontrollen.

Han har udvidet Skats kontrolressourcer betydeligt; han har indført nye love, der giver Skat nye kontrolmuligheder, og han har fjernet regler, som i hans optik kunne bruges til at unddrage skattevæsenet, hvad det har krav på.

Næsten ved enhver lejlighed betoner han, at tilliden til Skat kun kan genskabes ved, at enhver form for snyd og svindel elimineres. Han har til gengæld ikke gennemført et eneste forslag, der forbedrer borgerens retsstilling.

Tilliden til skattesystemet hænger selvsagt sammen med, at den enkelte skattebetaler har en berettiget forventning om, at alle andre også betaler, hvad de skal. Men tillid kræver vel desuden, at skattevæsenet behandler den enkelte borger fair, samt at der gælder nogenlunde samme regler og muligheder for begge parter.

Hvis man er så uheldig at komme i konflikt med skattevæsenet, vil man opdage, at dette langt fra altid er tilfældet. Man vil opdage, at her gælder den stærkes ret, og at man ikke skal regne med regeringens bevågenhed, hvis forholdene udvikler sig til ugunst for den private borger, der ikke er enig med skattevæsenet.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at ingen synes at hæfte sig ved, at en skatteklage tager mere end 150 uger i gennemsnit

Peter Loft
Kommentarskribent

Der er ikke noget overraskende i, at en socialdemokratisk regering er mest optaget af at sikre, at alle betaler det, som de skal, i skat. Men det er et problem, hvis der er en så ensidig opmærksomhed på dette forhold, at retssikkerheden på skatteområdet udvikler sig helt skævt.

Udgangspunktet var i forvejen ikke ret godt. Lovgivningen er et resultat af et virvar af knopskydninger, undtagelser, undtagelser til undtagelser og regler, der skal sikre imod, at andre regler benyttes imod deres hensigt.

Dette er resultatet af mange års udvikling og næppe noget, der umiddelbart lader sig ændre, men det betyder, at de færreste er i stand til at gennemskue de regler, som trods alt medfører en reduktion af deres indkomst med næsten halvdelen.

Hertil kommer, at der efterhånden er skabt et system, der gør det umuligt at få en uvildig instans til at efterprøve skattevæsenets beslutninger.

Hvis man klager til Landsskatteretten over en afgørelse, går der i øjeblikket over tre år, før man kan forvente en afgørelse. Folketingets Ombudsmand har netop kritiseret, at Familieretshuset er 12 uger om at træffe en afgørelse. Vel er skilsmissesager ikke det samme som skattesager, men det er dog bemærkelsesværdigt, at ingen synes at hæfte sig ved, at en skatteklage tager mere end 150 uger i gennemsnit.

Hvis en skattesag indbringes for domstolene, tager det yderligere adskillige år at få en afgørelse, og sandsynligheden for, at man får medhold, er omkring ti procent.

Selvom domstolene selvsagt er upartiske, tyder dette tal dog på, at noget ikke fungerer, som det skal. Men fra politisk hold er der tilsyneladende fuld accept af dette besynderlige faktum.

Men disse forhold er ikke engang de værste. Den væsentligste udfordring for retssikkerheden på skatteområdet er den skjulte udvikling, der sideløbende finder sted.

Når medarbejderne i skatteforvaltningen af deres øverste chef næsten dagligt får indskærpet, at deres vigtigste opgave er at sikre imod snyd og svindel; når klagesystemet reelt er brudt sammen, og når lovgivningen giver anledning til betydelig fortolkningstvivl, så giver det grobund for en glidende og skjult udvikling, hvor forståelsen af reglerne og administrativ praksis gradvis ændrer sig til ugunst for skatteyderen.

Ministeren har nu afgivet fem fuldkommen indholdsløse svar, som på ingen måde forholder sig til de problemstillinger, der ligger bagved spørgsmålene

Peter Loft
Kommentarskribent

De politiske signaler er umisforståelige, lovgivningen er uklar, og mulighederne for en uvildig efterprøvelse af myndighedernes afgørelser er særdeles ringe. Så kan det ikke undre, at borgernes vilkår forringes.

Desværre er Folketingets mulighed for at udøve politisk kontrol med den måde, som forvaltningen udøver skatteopgaven på, også uhyre ringe. Et ganske godt eksempel på disse forhold er udviklingen på motorafgiftsområdet – altså primært opkrævningen af registreringsafgift af biler.

Folketinget har i løbet af de seneste par år vedtaget to store lovpakker, der erklæret har til hensigt at "styrke regelefterlevelsen på motorområdet". Forhåndsformodningen er altså, at her er et område, hvor der snydes meget, hvorfor lovgivningen må skærpes.

På baggrund af de politiske aftaler er der derfor gennemført cirka 15 regelændringer, der øger myndighedernes beføjelser over for forhandlere af køretøjer. Det drejer sig for eksempel om øget sikkerhedsstillelse for betaling af afgifter, om, hvordan værdien af brugte biler skal beregnes, om omfanget af og ressourcerne til den udøvede kontrol og om indførelse af nye gebyrer til at finansiere den skærpede kontrol.

Der kan næppe udelukkes, at der finder snyd på dette område sted.

Registreringsafgiften beregnes på grundlag af værdien af den pågældende bil. Værdien af for eksempel en brugt bil er ikke noget entydigt begreb, men noget, der afhænger af et skøn.

At forhandlerens og myndighedernes skøn falder forskelligt ud, er ikke nødvendigvis udtryk for, at der snydes. Men det har altså været tilstrækkeligt grundlag for Folketinget til at fastslå, at der må gribes ind.

Motorstyrelsen, som administrerer og kontrollerer dette område, har fulgt op på Folketingets skærpede holdning og yderligere strammet hidtidig praksis op på en række punkter. Sælges en bil til udlandet, kan eksportøren få godtgjort den "resterende" registreringsafgift af statskassen.

Motorstyrelsen har løbende strammet betingelserne for at yde godtgørelse op, således at der nu stilles betingelser, som ikke fremgår af loven, og som strider imod styrelsens egne vejledninger.

Også myndighedernes praksis ved fastsættelse af værdien af biler er blevet skærpet, så det på det nærmeste er umuligt at afklare, hvilke oplysninger der lægges vægt på.

Oveni dette skal lægges, at Motorstyrelsen ofte ikke overholder almindelige forvaltningsretlige principper om for eksempel at forholde sig til de argumenter, som borgeren er fremkommet med; at begrunde sin afgørelse og i øvrigt at vejlede borgerne bedst muligt.

Disse uheldige forhold foranledigede Louise Schack Elholm fra Venstre til at stille skatteministeren et antal spørgsmål om hjemmelen til de gennemførte skærpelser.

Ministeren har nu afgivet fem fuldkommen indholdsløse svar, som på ingen måde forholder sig til de problemstillinger, der ligger bagved spørgsmålene. Det sker umiddelbart efter, at kommissionen i Instrukssagen har indskærpet, at besvarelser til Folketinget skal være retvisende og fyldestgørende.

Overholder administrationen ikke de forvaltningsmæssige regler, skal det ubetinget føre til, at afgørelsen er ugyldig

Peter Loft
Kommentarskribent

For de mange med ukomplicerede skatteforhold ser retssikkerheden på skatteområdet god ud. Men i de tilfælde, hvor der netop er brug for retssikkerhed – nemlig i de situationer, hvor man er uenig med myndighederne – er tilstanden højst begrædelig med en enøjet regering, et folketing spillet af banen, en administration, der ikke føler sig bundet af grundlæggende forvaltningsretlige principper, en utilgængelig lovgivning og et klagesystem, der er brudt sammen.

Der er – på trods af hvad flertallet i Folketinget synes at mene – et kæmpemæssigt behov for en genskabelse af retssikkerheden på skatteområdet.

En begyndelse kunne være at forenkle reglerne om beregning af skatten. Som reglerne er nu, er ingen – heller ikke de mest kyndige – i stand til at beregne deres egen skat.

Det er unødvendigt med mindst fem forskellige indkomstskatter, der opgøres på forskelligt grundlag med varierende bundfradrag og skatteprocenter. I stedet for ensidigt at tilføre flere kontrolressourcer bør der flyttes ressourcer til klagebehandlingen, så de helt urimelige sagsbehandlingstider kan nedbringes.

Skattesager føres ved byretterne, og der kan gå flere år mellem, at den samme byret får skattesager. Det kan derfor ikke overraske, at dommerne er på gyngende grund, når de skal træffe afgørelse i dybt komplicerede spørgsmål. Derfor bør der tilknyttes sagkyndige meddommere i skattesager, så der kan opnås en normal medholdsprocent.

Overholder administrationen ikke de forvaltningsmæssige regler, skal det ubetinget føre til, at afgørelsen er ugyldig. I dag har det som regel ingen som helst betydning.

Og sidst, men ikke mindst, må Folketinget holde fast i, at skatteministeren er ansvarlig for den måde, som forvaltningen udøves på.