Carl Holst slipper for straffesag

DROPPET: Efter 18 måneders efterforskning har Rigsadvokaten besluttet ikke at tiltale folketingspolitiker og tidligere regionsrådsformand Carl Holst.

Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Cecilie Gormsen

Der bliver ikke rejst straffesag mod Carl Holst (V). Det har Rigsadvokaten fredag afgjort.

Efter 18 måneders efterforskning har Rigsadvokaten valgt ikke at tiltale den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst for stillingsmisbrug og mandatsvig.

”Efterforskningen har påvist, at personer ansat i regionen ganske vist har udført kampagnearbejde for Carl Holst, der vedrørte hans opstilling til Folketinget, men der er ikke grundlag for at rejse en straffesag mod den tidligere regionsrådsformand,” siger statsadvokat Jens Røn i en pressemeddelelse.

Læs også: Overblik: Her er Carl Holsts møgsager

I efteråret 2015 blev Carl Holst beskyldt for at misbruge offentlige midler i sin personlige valgkamp – en sag, der endte med, at han 29. september trak sig som minister.

31 personer afhørt
Sagen handler om Carl Holsts tidligere presserådgiver, som var ansat i Region Syddanmark til at varetage kommunikationsopgaver for regionen. Dokumenter, mails og sms'er pegede dog i retning af, at presserådgiveren under valgkampen også agerede personlig rådgiver – imod reglerne.

Under efterforskningen af sagen er der er blandt andet foretaget afhøringer af 31 personer og foretaget en omfattende gennemgang af sagens dokumenter, herunder 8.200 mails.

Læs også: Carl Holst trækker sig som forsvarsminister

”Mange af kommunikationsmedarbejderens valgkampsrelaterede mails er sendt inden for almindelig arbejdstid, men det kan ikke lægges til grund, at det valgkampsrelaterede arbejde er sket som led i hans ansættelse i Region Syddanmark,” siger Jens Røn og fortsætter:

”Det skyldes blandt andet, at kommunikationsmedarbejderen har haft en betydelig frihed i forhold til at tilrettelægge sin arbejdstid, herunder med hensyn til hvilke tidspunkter af døgnet han kunne udføre sit arbejde for regionen på.”
Både Carl Holst og kommunikationsmedarbejderen har forklaret, at sidstnævnte ved siden af sit arbejde i regionen frivilligt og ulønnet hjalp Carl Holst i valgkampen.

Hårfin grænse
Rigsadvokaten har også efterforsket det arbejde, som andre ansatte i Region Syddanmark har udført for Carl Holst. Og der har i mange tilfælde været en hårfin balance mellem at understøtte Carl Holsts regionsarbejde og at lave kampagneaktiviteter:

”Det er kun i en håndfuld tilfælde, at disse medarbejdere har bistået med opgaver, der ligger uden for Carl Holsts virke som regionsrådsformand. Desuden har bistanden i de pågældende tilfælde haft et begrænset omfang, og det er derfor samlet set vores opfattelse, at der ikke er tale om en overtrædelse af straffeloven,” siger statsadvokat Jens Røn.

Læs også: Ordfører-rokade i Venstre: Comeback til Carl Holst

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

0:000:00