Dagens overblik: Borgmestre siger nej tak til regeringens naturnationalparker, og ældreplejen mangler personale

Kommunerne står ikke i kø til at gøre deres skove til naturnationalparker. Ældreplejen har problemer med at ansætte nok personale til stigende antal demente. Regeringen vil rykke landbrugsforhandlinger til Finansministeriet. Få morgenoverblikket.

Arkivfoto. Miljøminister Lea Wermelin (S) har præsenteret 23 bud på, hvor regeringens 10 naturnationalparker kan ligge. Men borgmestre siger på forhånd nej tak.
Arkivfoto. Miljøminister Lea Wermelin (S) har præsenteret 23 bud på, hvor regeringens 10 naturnationalparker kan ligge. Men borgmestre siger på forhånd nej tak.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Caroline Tranberg

Godmorgen og velkommen til dit politiske torsdagsoverblik, hvor den danske natur er til debat.

Regeringen har bebudet 10 naturnationalparker, hvor græssende dyr skal sættes ud, og hvor naturen skal gro på egne præmisser. Men når det handler om, hvor parkerne skal ligge, går bølgerne højt.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har præsenteret 23 bud på, hvor parkerne kan ligge. Men selvom Folketinget har afsat 888 millioner kroner til projekterne, står kommunerne ikke i kø for at omdanne deres skove til naturnationalparker. Det skriver Jyllands-Posten, som har talt med både Rebild, Læsø og Thisted Kommune, som siger nej tak til naturnationalparker i deres skove.

Argumenterne spænder bredt. Rebild Kommune vil kunne fortsætte med at producere supercertificeret træ, Thisted vil ikke udvande deres brand omkring Nationalpark Thy, og Læsø vil hverken have hegnet deres dyr ind, eller have forbudt øens mange bistader. Også Silkeborgs borgmester er skeptisk for udsigten til hegn om naturområderne.

Professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet siger, at eksperterne netop er uenige om, hvilke dyr der skal sættes ud, og hvorvidt hegn er nødvendigt, men at ”man skal passe på, at diskussionen for eller imod hegn ikke afgør, om vi skal have naturnationalparker eller ej.”

Mangel på ansatte i ældreplejen

Mens antallet af demente vil stige med 20.000 de næste fire år, har ældreplejen store problemer med at ansætte nok personale. Det skriver Jyllands-Posten.

Fra september 2020 til februar 2021 har 4 ud af 10 stillinger ikke været muligt at besætte, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. De nye tal får – sammen med flere eksempler på uværdig behandling af ældre – KL til at foreslå, at medarbejdere i ældreplejen i fremtiden skal aflægge et plejeløfte ved en højtidelighed, som kan være med til at anerkende faget og få flere til at søge.

Ældre Sagen synes godt om KL’s forslag, og foreslår samtidig, at Social- og Ældreministeriet laver en taskforce, der skal hjælpe med at skaffe arbejdskraft i kommunerne.

Social- og ældreminister Astrid Krag siger i en skriftlig kommentar til avisen, at hun er åben over for både plejeløftet og en autorisation til sosu-hjælpere. 

”Rekrutteringsproblemerne skal tages alvorligt, for manglen på medarbejdere rammer de mest sårbare ældre i fremtiden.”

Torsdag bliver der afholdt Ældretopmøde 2021 i Odense, hvor KL vil forsøge at sætte rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i ældreplejen i centrum.

Læs debatlindlægget fra KL her.

Landbrugsforhandlinger til Finansministeriet

Hvis det står til regeringen, skal aftalen om landbrugets grønne omstilling forhandles færdigt med Nicolai Wammen (S) i spidsen i Finansministeriet. Det erfarer Altinget efter at have talt med flere centralt placerede kilder. 

Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) har stået i spidsen for mere end 60 møder om alt fra kvælstof til landbrugsstøtte, men det har endnu ikke ført til en aftale blandt partierne.

I fredags fremlagde fem blå partier et fælles udspil til en landbrugsaftale, hvor de foreslår flere penge til at kompensere landbruget for den grønne omstilling. Derfor har Venstre også ønsket at flytte forhandlingerne til finansministeren, som sidder på pengekassen.

EU er udfordret, erkender von der Leyen

Onsdag var det for anden gang kommissionsformand Ursula von der Leyens opgave at holde den årlige tale om Unionens tilstand.

Her hyldede hun europæerne for at stå i spidsen af vaccinekapløbet, og foreslog nye tiltag, som spændte fra en slags Erasmus for jobsøgende – til en europæisk lov, som nedkæmper vold mod kvinder.

Men ifølge Altingets EU-redaktør Rikke Albrechtsen viste Kommissionens formand også flere områder, hvor EU er udfordret.

I talen efterlyste Von der Leyen blandt andet en europæisk forsvarsunion i kølvandet på situationen i Afghanistan, og erkendte samtidig, at Unionen allerede har en del forsvarsinstrumenter, som de ikke bruger. Derfor vil hun nu have lederne for de 27 EU-lande til at diskutere forsvarspolitikken – også selvom det ikke er hendes opgave at indkalde til den slags møder.

Læs hele analysen her.

Det sker i dag:

  • Klokken 9: Social- og Ældreministeriet, Kommunernes Landsforening, Ældre Sagen og FOA arrangerer Ældretopmøde i Odense Congress Center.
  • Klokken 9: Europa-Parlamentet holder plenarsamling i Strasbourg.
  • Klokken 9.30: Udenrigsudvalget har ministeren for udviklingssamarbejde og klima-, energi- og forsyningsministeren i samråd om klimabistand. 
  • Klokken 10.15: Folketingets Erhvervsudvalg har erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) i åbent samråd om Danske Bank’s gældsinddrivelsessag.
  • Klokken 12.15: Sættemøder med Folketingets partier om regeringens reformudspil "Danmark kan mere I". Finansminister Nicolai Wammen (S), skatteminister Morten Bødskov (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S), udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard (S) deltager.
  • Klokken 14: EU-Kommissionen fremlægger torsdag sit forslag til et nyt sundhedsagentur.
  • Klokken 15: Sundhedsudvalget har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om de nye sygehusbyggerier.
  • Den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske kansler Angela Merkel mødes i Paris, hvor de blandt andet skal drøfte situationen i Afghanistan og Frankrigs kommende formandsskab for EU-rådet.
  • Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) besøger SOS Børnebyerne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00