Dagens overblik: Minister kræver svar på kritik af udbud fra Radio- og tv-nævnet

NYHEDSOVERBLIK: Kulturminister Rasmus Prehn (S) vil have Radio- og tv-nævnet til at svare på kritikken af deres valg af Radio Loud som ny dab-kanal. Få overblikket over dagens politiske nyheder. 

Kulturminister Rasmus Prehn (S) vil ikke selv gå ind i sagen om lukningen af Radio24syv. 
Kulturminister Rasmus Prehn (S) vil ikke selv gå ind i sagen om lukningen af Radio24syv. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til ugens første nyhedsoverblik fra Altinget.

Vi sætter fluks i gang med en ny udvikling i føljetonen om lukningen af Radio24syv.

Vikarierende kulturminister Rasmus Prehn (S) går nu ind i sagen og kræver svar fra Radio- og tv-nævnet, der i sidste uge tog beslutningen om, at Radio Loud og ikke Radio24syv skal drive den nye licensfinansierede dab-kanal.

”Jeg vil have, at der er rene linjer om den beslutning, som Radio- og tv-nævnet har truffet. Kritik og alle spørgsmål om dab-udbuddet er mere end velkommen, og alle skal have svar. Derfor må Radio og tv-nævnet også stille op og besvare alle spørgsmål, der måtte være,” siger Rasmus Prehn, der ikke selv vil stille op til interview på grund af "armslængdeprincippet", i en pressemeddelelse.

Radio- og tv-nævnet har hidtil afvist at stille op til interview om beslutningsgrundlaget for at vælge Radio Loud fremfor Radio24syv.

Kulturministerens udmelding kommer dagen efter, at en række partier og fremtrædende politikere søndag aften meldte sig i koret af kritikere, der vil have udbudsrunden til at gå om.

Både Liberal Alliance, Radikale Venstre og Claus Hjort Frederiksen fra Venstre har fremlagt det ønske.

De hæfter sig blandt andet ved, at Radio Loud blev belønnet for at have søgt om et lavere tilskud end Radio24syv, men ikke blev tilsvarende straffet i Radio- og tv-nævnets bedømmelse for ikke at have planer om at levere radio til hele landet.

”Særligt den tunge vægt på økonomi forekommer besynderligt, så længe at Radio24syv holder sig inden for den økonomiske ramme og tilmed dækker hele landet,” skriver Alex Vanopslagh på Facebook.
 
Folkebevægelsen skal have en formand
Folkebevægelsen mod EU skal for første gang i historien have en formand. Det besluttede bevægelsen i weekenden på sit landsmøde, hvor det også blev vedtaget, at det skal være op til landsledelsen at afgøre, hvornår underskriftsindsamlingen frem mod det kommende europaparlamentsvalg skal sættes i gang.

Den opgave bliver stor, fordi man for at blive opstillingsberettiget til europaparlamentsvalg skal indsamle omkring 70.000 underskrifter.

Du kan læse mere om de afgørende beslutninger på Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde ved at følge linket herunder.

Læs også
 

Kommunalpolitikere gik på betalt ferieorlov
194 lokalpolitikere i kommunerne har siden 1. januar 2018 været på betalt orlov fra deres politiske forpligtelser.

Det skriver DR

Politikerne har forklaret orloven med blandt andet sygdom, travlhed på et andet job, ferie, eller at de skulle flytte. Det er de resterende kommunalpolitikere i byrådene, der skal godkende orloven, skriver DR.

Kommunalekspert Roger Buch mener, at orlovsreglerne i kommunerne er "meget lempelige". 

"Sammenlignet med almindelige borgere er det nogle meget lempelige regler. Især i betragtning af at kommunerne på mange områder er meget nidkære og holder øje med borgerne på alle mulige måder," siger han til DR. 

Ulovligt fravær skal meldes til kommunen
Skolerne skal fra årsskiftet indberette elever med ulovligt fravær over 15 procent til kommunen.

Samtidig skal fraværstjekket strømlines, så fravær i de små klasser tjekkes om morgenen, og i udskolingen både ved skoledagens begyndelse og afslutning. 

Sådan står det i en ny bekendtgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet, skriver Jyllands-Posten.

"En ensartet registrering er nødvendig, fordi der faktisk er ret stor sammenhæng mellem et højt fravær og knas i barnets liv – typisk på hjemmefronten," siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til avisen. 

En høj fraværsprocent vil både kunne føre til sociale foranstaltninger i barnets familie eller til, at børnechecken inddrages, skriver Jyllands-Posten. 

Det sker i dag

  • Storbritanniens Underhus ventes mandag at skulle forholde sig til et forslag fra premierminister Boris Johnson om at udskrive parlamentsvalg. Johnson skal have to tredjedele af medlemmerne til at stemme støtte forslaget for at holde valg i utide.
  • Miljøminister Lea Wermelin (S) skal besøge Grindsted for at høre om jordforureningen fra Grindstedværket. Ministeren skal i samråd om generationsforureninger 31. oktober.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00