Dagens Overblik: Orban presses ud af Parlamentets største gruppe, og Lindgreen og Løhde står i spidsen for nyt epidemiudvalg

Ungarns regeringsleder Viktor Orban forlader den konservative gruppe i Europa-Parlamentet efter nye regler, og Lindgreen og Løhde er i spidsen for det nye epidemiudvalg, som regeringen skal spørge, før et forsamlingsforbud eller en nedlukning kan indføres.

Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Caroline Tranberg

Godmorgen og velkommen til dagens politiske overblik.

Svensk politi efterforsker i dag mulig terror, efter otte personer i går aftes kom til skade i den svenske by Vetlanda efter en række angreb. Det skriver Ritzau.

Den mistænkte gerningsmand er pågrebet. Han er i tyverne og på forhånd kendt af politiet.

Statsministeriet reagerede i går aftes på Twitter:

Ungarnske Orban presset ud af den konservative gruppe i Parlamentet

Ungarns regeringsleder Viktor Orban og hans partis 11 medlemmer forlader Europa-Parlamentets største gruppe.

Den konservative gruppe havde netop vedtaget nye regler, som for første gang gør det muligt at suspendere et helt lands nationale delegation. Umiddelbart efter offentliggjorde Orban et brev, hvor han skriver, at ledelsen i hans parti Fidesz forlader den konservative gruppe med øjeblikkelig virkning:

”Denne begrænsning af vores parlamentarikeres mulighed for at leve op til deres pligter som folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet fratager de ungarske vælgere deres demokratiske rettigheder.”

Pernille Weiss (K) er den eneste dansker i gruppen, og opfordrede allerede for et år siden til at ekskludere Orban og hans partifæller i Fidesz.

”Det er meget glædeligt, at vi nu i vores gruppe kan komme af med de anti-demokratiske kræfter, der længe har været et problem – og som stadig er det i de andre politiske grupper. Jeg håber, vi har sat standarden til efterfølgelse nu,” siger hun til Altinget.

Regeringen vil indføre politisk udpegede ambassadører

Regeringen vil gøre det muligt at udpege politikere som ambassadører uden at slå stillingen op offentligt. Det skriver Ritzau.

Fagforeninger og erhvervsliv advarer, fordi de mener, det kan true det partineutrale embedsværk.

”Vi skal ikke bruge Udenrigstjenesten til, at en regering kan give de poster som vennetjenester til politisk allierede,” siger Camilla Gregersen, som er formand i fagforeningen Dansk Magisterforening til Altinget.

Jeppe kofod (S) skriver i en kommentar til Altinget, at det kun vil være ”i nogle helt særlige tilfælde” og ”i et fåtal af stillinger i udenrigstjenesten”.

Venstre er positive overfor forslaget.

Minkavler indsendte kreative prøver fra sine døde mink

Minkavleren Niels Christian Poulsen kunne i efteråret se frem til en meget større erstatning, end han var berettiget til.

Avleren indsendte nemlig ikke coronaprøver fra sine nyligt afdøde mink, men derimod fra døde mink, som avleren vidste, ikke havde corona. Det skriver DR. 

I et orienteringsbrev fra Fødevarestyrelsen til minkavlerne fremgår det, at man fik 200 kroner mere i erstatning for en mink, som ikke var erklæret smittet. Det er en forskel på en million kroner per 5.000 mink. Niels Christian Poulsen havde 200.000 mink.

”Dyrene var jo dødsdømt. De var på vej i containeren, og vi havde egentlig mistet tilliden til systemet også, så der tog vi egentlig relativt afslappet på det,” siger han til DR.

Der har tidligere været mistanke om, at der er blevet indsendt falske coronaprøver fra andre minkfarme. Men i alle tilfælde vurderede Fødevarestyrelsen, at der ikke var grundlag for en sag.

Lindgreen og Løhde i spidsen for nyt epidemiudvalg

Som en del af den nye epidemilov skal regeringen spørge et nyt epidemiudvalg i Folketinget, før et forsamlingsforbud eller en nedlukning kan indføres.

Restriktionerne må ikke have et flertal i epidemiudvalget imod sig.

Nu har Folketinget nedsat det nye udvalg, som består af 21 medlemmer fordelt efter partiernes antal mandater, skriver Altinget.

Sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) er valgt som formand, mens tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) er næstformand.

Astrid Krag vil kvæle det minuttyranni, som ældre er udsat for

Astrid Krag (S) siger i et nyt interview på Altinget, at den kommende velfærdsreform vil udgøre et afgørende vendepunkt for ældrevelfærden. Den skal nemlig sikre, at pengene følger med antallet af ældre.

I social- og indenrigsministerens øjne har coronakrisen været hård for de ældre, men den har samtidig været en frigørelse fra de mange regler og det ”minuttyrani”, som hun selv fik spat af, da hun var hjemmehjælper i 2007.

"Det har været en svær og hård tid for vores ældre på plejehjemmene, men man har samtidig været nødt til at slække lidt og lade fagligheden træde tydeligere frem. Jeg tror, at det har skabt grundlæggende læringer, som kan blive en vigtig løftestang i forhold til at løfte trygheden, genskabe tilliden til ældreplejen og få gjort op med overstyring," siger Astrid Krag til Altinget.

Det sker i dag:

  • Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser i dag til Israel, hvor hun sammen med den østrigske kansler, Sebastian Kurz, skal mødes med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, for at drøfte mulighederne for øget samarbejde om vacciner mod corona.
  • Klokken 10.15: Der holdes samråd om danske børn i Syrien
    Justitsminister Nick Hækkerup (S) er i dag kaldt i samråd om hjemtagelse af danske børn, der er fanget i teltlejre i Syrien.
  • Klokken 14: Kulturminister Joy Mogensen (S) er i dag kaldt i samråd om afvikling af større events i sommeren 2021, herunder overvejelser om kviktest og vaccinepas.
  • Klokken 15: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og social- og ældreminister Astrid Krag (S) er i dag kaldt i samråd om prioritering af testning af ældre og plejepersonale i ældreplejen under coronapandemien.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00