Det sker i dansk politik: 3 tidligere S-justitsministre afhøres i Tibet-sag

OVERBLIK: Ugen byder blandt andet på islandsk statsbesøg, samråd og konference om ny udenrigsstrategi, og så skal tre tidligere justitsministre afhøres i Tibet-sagen. Få overblikket her. 

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Martin Lyngbæk Olsen

Velkommen til en ny uge i dansk politik.

Ugen starter med, at Folketingets Præsidium mandag afholder konference om Folketingets arbejdsformer og lovbehandling. Her vil blandt andre Lisbeth Knudsen og Benjamin Rud Elberth holde oplæg om politikudvikling og den politiske debat nu og i fremtiden. Læs mere om konferencen her.

Tirsdag er der møde i salen, hvor der er lovbehandlinger på programmet. Blandt andet skal der behandles fastfrysning af grundskylden, ligesom også ændringerne, der skal finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften,er til behandling.

Der er et enkelt samråd tirsdag. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er kaldt i samråd om regeringens pulje til lavt præsterende skoler. Regeringen har afsat en pulje på 500 millioner kroner til lavt præsterende skoler. Ministeren skal blandt andet redegøre for udmøntningen af puljen over tre år til 100 udvalgte skoler.

Tirsdag påbegynder Nordisk Råd sit møde i Oslo, og det løber frem til onsdag.

Tirsdag kommer den islandske præsident Guðni Thorlacius Jóhannesson på statsbesøg, og besøget varer frem til torsdag. På førstedagen bliver det islandske præsidentpar officielt modtaget på Amalienborg af regentparret. Senere mødes præsidentparret med Lars Løkke Rasmussen (V) og Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF).

Tirsdag aften er der gallamiddag i Christian den VII’s Palæ med deltagelse af den kongelige familie, medlemmer af regeringen, præsidiet, den islandske delegation og udvalgte virksomheder.

Ligestillingsudvalget holder onsdag åben høring om hævnporno. Høringen finder sted på Christiansborg, hvor udvalget vil sætte fokus på forholdene omkring hævnporno, og hvordan det forebygges. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K), undervisningsminister Merete Riisager (LA) og minister for ligestilling Karen Ellemann (V) deltager blandt andre. 

Onsdag byder også på to samråd. Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) er kaldt i samråd om en ekstraregning til kommunerne som følge af forsinkede it-systemer. Her skal ministeren blandt andet svare på konsekvenserne af en ekstraregning på mindst 1,2 milliarder kroner. Finansminister Kristian Jensen (V) er kaldt i samråd om skattestoppet, øget arbejdsudbud og regeringens definition af velfærd.

Der er også møde i salen onsdag, hvor der er spørgetid med ministrene. Statsrevisonerne holder ligeledes møde onsdag.

Tænketanken Europa afholder onsdag årskonference, hvor blandt andre EU's konkurrencekommisær Margrethe Vestager og tidligere formand for Det Europæiske Råd Herman van Rompuy deltager. 

Onsdag afholder Dansk Industri og Plesner 'Databeskyttelsesdagen 2017' i anledningen af den europæiske databeskyttelsesdag.

Dansk Folkeparti er onsdag kaldt i Østre Landsret i en sag om en annonce. Dansk Folkeparti har anket en afgørelse fra Københavns Byret, hvor partiet blev idømt en bøde i en injuriesag, fordi partiet i en annonce i to aviser kædede personer sammen med at være 'en fare for Danmarks sikkerhed'.

Det islandske statsbesøg fortsætter onsdag, hvor den islandske præsident sammen med kronprins Frederik besøger Dansk Industri, State of Green og Hotel- og Restaurantskolen i Valby. 

Torsdag er der møde i salen. Her skal udenrigsministerens forslag til dansk militært bidrag til amerikansk hangar-skibsgruppe i Irak og Syrien behandles. Derudover skal Folketinget også diskutere et forslag fra Enhedslisten om forskeres ytringsfrihed og fri offentliggørelse af analyser og rapporter. 

I løbet af torsdag afholdes en lang række samråd: 

  • Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er kaldt i samråd om reformer i FN og NATO
  • Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) er kaldt i samråd om reguleringen af husleje i lyset af ministerens tidligere udtalelser
  • Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er kaldt i samråd om nedbringelsen af antallet af hjemløse i Danmark
  • Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) er kaldt i samråd om, hvordan revisionen af dansk økonomi har påvirket regeringens vurdering af dansk velstand
  • Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er kaldt i samråd om sagsbehandlingen af sager om kystbeskyttelse. Det er ikke det eneste samråd, som ministeren er kaldt i. Senere skal ministeren også i samråd om påvirkningerne fra branden i gødningesiloer på Fredericia Havn. 
  • Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er kaldt i samråd om Seahawk helikopteres manglende flotation system. Ministeren skal kommentere kritikken af de nye maritime helikoptere. 

Mandag Morgen afholder torsdag Velfærdens Innovationsdag, som fokuserer på digital transformation. Her deltager blandt andre ministeren for offentlig innovation Sophie Løhde (V). 

Torsdag afholdes også de årlige Danmarksmesterskaber i Skills for erhvervsuddannelser. Det løber af stablen i Aalborg, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager. 

Fredag byder på Udenrigsministeriets højniveau-konference om fremtidens udenrigstjeneste. Fokus vil være på udenrigspolitiske trends, fremtidens diplomater og teknologiens betydning for diplomatiet. Blandt andre vil udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) holde oplæg.

Senere fredag er udenrigsministeren kaldt i to samråd, først om reformer i WTO og senere om arbejdet for reformer i EU.  

Fredag er der møde i salen. Her har Enhedslisten bedt om en forklaring fra regering på, om kronprins Frederiks stemmeafgivning i IOC om udelukkelse af Rusland fra de olympiske lege i Rio i virkeligheden var i overensstemmelse med regeringens politik.

Fredag fortsætter afhøringerne i Tibet-sagen også. Her skal de tidligere socialdemokratiske justitsministre Morten Bødskov, Karen Hækkerup og Mette Frederiksen afhøres.

Sagen mod DF'eren Finn Rudaizky fortsætter også fredag i Københavns Byret. Læs mere her. (Opdatering: Fredagens retsmøde er udsat. Næste møde er 9. februar).

Trykkefrihedsselskabet holder lørdag konference om FN's menneskerettighedsråd som en trussel mod ytringsfriheden. Her deltager blandt andre Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen som oplægsholder. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00