Det sker i dansk politik: Løkke i Mexico og Samuelsen på charmeoffensiv

OVERBLIK: Lars Løkke Rasmussen (V) skal mødes med både Mexicos og Ukraines præsident, Danske Regioner holder generalforsamling, og så skal Anders Samuelsen (LA) på charmeoffensiv for at opbygge alliancer frem mod Brexit. Få hele overblikket her.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skal i denne uge på charmetur til Østrig, Tjekkiet og Portugal for at opbygge alliancer (Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix).
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skal i denne uge på charmetur til Østrig, Tjekkiet og Portugal for at opbygge alliancer (Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix).
Mette Pabst

Det er endnu engang blevet mandag, og med det følger naturligvis et overblik over, hvad der sker i dansk politik i den kommende uge.

Vi starter ugen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der forsætter sin rundtur på den anden side af Atlanten. Mandag og tirsdag er han i Mexico, hvor han blandt andet skal møde den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, indvie en ny havneterminal med Mærsks CEO Søren Skou og indlede børnenes måned i Mexico med Legos CEO Bali Padda.

Mandag og tirsdag holder Nordisk Råd møde i Sverige, hvor de skal diskutere Donald Trump, udviklingen af USA, og hvilken betydning denne udvikling har for Norden.

Tilbage i Danmark bliver der mandag afholdt høring om life science i Børssalen. I 2016 nedsatte regeringen et vækstteam, der nu er kommet med anbefalinger til fremtidens life science. Til høringen skal anbefalinger diskuteres og erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) holder oplæg. Aktørernes vurdering af anbefalingerne, kan du læse lige her (kræver abonnement). 

Og endelig skal rigsadvokat Ole Hasselgaard fejres, når han mandag fylder 50 år. 

Tirsdag indleder den ukrainske præsident Petro Poroshenko et tre dages langt besøg i Danmark. Han skal blandt andet besøge Folketinget, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og dronning Margrethe, mens han er i landet.

Det er også tirsdag, at vi har ugens første møde i Folketingssalen, og her skal politikerne blandt andet diskutere et beslutningsforslag fra SF om en særlig indsats for at øge valgdeltagelsen for unge og et forslag fra DF om, at elever på ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal have adgang til at købe ungdomskort.

Tirsdag byder på tre samråd på Christiansborg:

  • Ældreminister Thyra Frank (LA) er kaldt i samråd om udlicitering af ældreplejen. Hun skal blandt andet svare på, om hun mener, det er rimeligt, at private virksomheder i utide kan opsige deres kontrakt, hvis de ikke synes, forretningen kører.
  • Karen Ellemann (V), der er vikarierende sundhedsminister, mens Ellen Trane Nørby (V) er på barsel, er kaldt i samråd om vaccineproduktionen. Hun skal forklare beslutningen bag at sælge SSI vaccineproduktionen.
  • Samme dag skal Karen Ellemann (V) også stå skoleret i ligestillingsudvalget. Her er hun som minister for ligestilling kaldt i samråd om kønsopdelt svømmeundervisning.

Vi springer hastigt videre til onsdag, hvor Altingets civilsamfund går i luften med en ny vidensportal. Portalen bliver en del af Altinget-portalen Civilsamfundet og kommer til at bestå af erfaringer og viden fra aktører i civilsamfundet.

Det er også onsdag, at du kan blive klogere på 'fake news' og god journalistik. Det er International Media Support, der inviterer til debat om, hvordan man sikrer, at god journalistik vinder over fake news. Blandt oplægsholderne er ansvarshavende chefredaktør og direktør hos Mandag Morgen Lisbeth Knudsen. Læs mere om arrangementet her

Onsdag er der igen møde i Folketingssalen. Udover spørgetid med ministrene skal folketingsmedlemmerne også behandle lov om dyrehold og obligatorisk hygiejnekursus for personer, der håndterer svin.

Onsdag er der to samråd på programmet. Det ene er med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der skal forklare sin rolle i sagen omkring forrentning i fjernvarmen som henholdsvis næstformand for Fjernvarme Fyn og minister med ansvar for den økonomiske regulering af fjernvarmesektoren. Det andet samråd er med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der er kaldt i samråd om opfølgning på COP13, Cancun-deklarationen og Aichi-biodiversitetsmålene.

Endelig byder onsdagen også på konference om litteraturformidling på Christiansborg. Her skal deltagerne diskutere, hvordan man formidler litteraturen bedst, og hvad god litteraturformidling er. Du kan læse mere her

Torsdag er det atter blevet tid til samråd denne gang om øget kvælstofudledning, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skal forklare om omfanget og betydningen af den øgede kvælstofudledning, som fremgår af rapporten 'Vandmiljø og Natur 2015'.

Det er også torsdag, at undervisningsminister Merete Riisager (LA) tager til Nyborg for at holde åbningstale til VUC's årsmøde. På mødet er der fokus på medborgerskab og demokratisk dannelse.

Merete Riisagers ministerkollega Anders Samuelsen (LA) skal lidt længere væk. Torsdag og fredag tager udenrigsministeren på charmeoffensiv til Portugal, Østrig og Tjekkiet. Her skal han arbejde videre på allianceopbygningen med landene i lyset af det forestående Brexit.

Danske regioner holder torsdag deres årlige generalforsamling i Aarhus. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager ved mødet, hvor også prisen 'Årets Borgerinddragende Initiativ' bliver givet til årets bedste borgerinddragende initiativ i sundhedsvæsenet. 

Torsdag er det 'Den Kriminalpræventive Dag 2017', hvor aktører skal diskuterer forebyggelse af ungdomskriminalitet. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kommer forbi for at uddele Den Kriminalpræventive Pris. Programmet for dagen kan findes her.

Og endelig bliver der torsdag holdt konference om fremtidens transport. Det er Region Hovedstaden, der inviterer til debat i Dansk Arkitektur Center i København. Mere info om konferencen kan du finde lige her.

Fredagen starter med morgensang ude på landets folkeskoler, når 200.000 elever over hele landet synger foråret – og påskeferien – i gang. Det er blandt andet sange som 'Jeg har fanget mig en myg' og 'I østen stiger solen op', der er på repertoiret.

Det er ikke alle, der har tid til at synge weekenden i gang. En række ministre skal fredag i samråd om Finanstilsynets redegørelse for undersøgelse af danske bankers involvering i ”Panama-papers”-sagen. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal over for Folketingets Erhvervs- Vækst- og Eksportudvalg redegøre for, hvilke initiativer de agter at iværksætte på hvert deres ressortområde for at dæmme op for lignende sager i fremtiden.

Fredag skal folketingsmedlemmerne også debattere flere lovforslag i Folketingssalen blandt andet genindførelsen af retten til frit valg af tandpleje for børn under 16 år samt et servicetjek af patientskadeerstatningssystemet. Først skal regeringen dog på foranledning af SF redegøre for deres planer om at hæve pensionsalderen.

Folketingets Europaudvalg mødes også fredag, hvor de blandt andet har en ændring af EU’s antidumping- og antisubsidieforordning på dagsordenen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00