Det sker i dansk politik: Nye Borgerlige holder årsmøde, og spørgetimen er tilbage

OVERBLIK: Ugen i dansk politik byder blandt andet på et hav af samråd og Nye Borgerliges første årsmøde, ligesom også klimatopmødet COP22 og det amerikanske valg kommer til at fylde.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Cecilie Gormsen

Velkommen til en ny uge i dansk politik, som selvfølgelig byder på forhandlinger om næste års finanslov. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har jo gjort klart, at der efter planen skal landes en finanslovsaftale i midten af november – og det nærmer sig. 

Men vi starter ugen i udlandet. 

Mandag begynder klimatopmødet COP22, der afholdes i den marokkanske by Marrakech, og topmødet varer til 18. november. Her vil blandt andre energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt deltage fra Danmark. Topmødet begynder, netop som Paris-aftalen trådte i kraft i sidste år.

Og hjem til Danmark igen. Ifølge Altingets oplysninger mødes satspuljepartierne mandag til forhandlinger om fordelingen af satspuljemidler på arbejdsmarkeds- og sundhedsområdet. Aftalerne lukkes formentlig mandag eller i første del af ugen.

Mandag offentliggøres Public service-udvalgets rapport, som handler om public service-mediernes rolle i den nye medievirkelighed.

Hos Dansk Industri er der mandag konference om CSR, hvor der er fokus på, hvordan virksomheder både globalt og i Danmark kan forbedre vilkår for både medarbejdere og miljø og hjælpe med at komme i land med FN's verdensmål frem mod år 2030. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) holder blandt andet oplæg om cirkulær økonomi.

I forbindelse med konferencen uddeler prins Joachim CSR People Prize 2016 til en stor og en mindre virksomhed, der tager et særligt socialt ansvar.

Tirsdag bliver den helt store og altoverskyggende begivenhed valget i USA, hvor amerikanerne skal beslutte, om deres næste præsident skal hedde Hillary Clinton eller Donald Trump. Og har det valg så overhovedet betydning for Danmark, spørger man måske sig selv om. Svaret kan du finde her

Det er ikke kun i USA, at der er valg tirsdag; det er der også et sted i rigsfællesskabet. På Færøerne er der nemlig kommunalvalg, hvor der skal vælges medlemmer til de 30 byråd.

Tirsdag byder på ikke færre end syv samråd.

  • Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) skal i samråd om myndigheders tildeling af forældremyndighed ved forældredrab.
  • Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) skal i samråd om lægers tilknytning til medicinalindustrien.
  • Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i samråd om næste års besparelser på skoleområdet i landets små og udsatte kommuner.
  • Og senere på dagen skal Ellen Trane Nørby igen i samråd, denne gang om statstilskud til efterskoler.
  • Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt (V) skal i samråd om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland.
  • Forsvarsminister Peter Christensen (V) skal i flere samråd tirsdag. Først skal det handle om beredskabets indsatsmuligheder og senere om beredskabets ressourcer.

Tirsdag vender statsministerens spørgetime tilbage for første gang i dette folketingsår. Her vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) svare på spørgsmål fra alle partilederne i Folketinget.

Efter spørgetimen skal Folketinget tirsdag førstebehandle indfødsretsmeddelelse, der vil give 2.381 personer dansk statsborgerskab.

Onsdag morgen skal beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd om arbejdsskadesager for veteraner. Senere på dagen skal beskæftigelsesministeren igen stå skoleret i et samråd, denne gang om kommunernes anvendelse af nyttejob.

Også kulturminister Bertel Haarder (V) skal i samråd onsdag, hvor det skal handle om det planlagte videnscenter for scenekunst.

Onsdag og torsdag holder Landbrug & Fødevarer delegeretmøde i Herning, hvor blandt andre erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) holder tale.

Torsdag er energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholts klimapolitiske redegørelse til diskussion i Folketingssalen. Her skal ministeren blandt andet redegøre for regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer.

Senere torsdag er der diskussion om SU-besparelser i Salen. Det er en samlet opposition, som har bedt om forhandlingen, og her skal uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) redegøre for, hvorfor regeringen vil skære i SU-stipendiet, og hvilke konsekvenser det kan få.

Torsdag byder også på en stribe samråd. Dansk Folkepartis Christian Langballe har kaldt udenrigsminister Kristian Jensen (V), justitsminister Søren Pind (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i samråd for at redegøre for regeringens syn på diverse konventioner.

Derudover er der følgende samråd på dagsordenen torsdag:

  • Forsvarsminister Peter Christensen (V) skal i samråd om bombningerne i Irak og Syrien.
  • Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), transportminister Hans Chr. Schmidt (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal sammen i samråd om momspligt af tilskud til nedsættelse af færgetakster.
  • Transportminister Hans Chr. Schmidt skal også i samråd om konsekvenser for landdistrikterne af forsinkelsen af Banedanmarks Signalprogram.
  • Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har også flere samråd denne torsdag. Han skal også i samråd om lovgivningen vedrørende fertilitetsbehandling og moms.
  • Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal i samråd om det offentliges brug af virksomheden ”Forenede Service”.
  • Senere skal Claus Hjort Frederiksen igen i samråd, denne gang om Krifas overenskomst med Alliance Security System.

Fredag er der et enkelt samråd på menuen. Her skal skatteminister Karsten Lauritzen (V) redegøre for støtte til danske rederier igennem DIS-ordningen.

Lørdag holder Nye Borgerlige sit første årsmøde, som finder sted i Fredericia. Her skal der blandt andet diskuteres forslag til partiets arbejdsprogram, og iværksætter og forfatter Lars Tvede holder gæstetale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00