Det sker i dansk politik: Bodsgang i EU, fortsatte forhandlinger og samråd en masse

OVERBLIK: Ugen efter efterårsferien står på intet mindre end 13 samråd, forhandlingerne om 2025-planen fortsætter i blå blok, og så skal lederen af DF i EU-parlamentet stå skoleret for EU. Få overblikket over ugen i dansk politik her.

Efter en uge på efterårsferie skal finansminister Claus Hjort Frederiksen igen prøve at få kabalen om 2025-forhandlingerne til at gå op.
Efter en uge på efterårsferie skal finansminister Claus Hjort Frederiksen igen prøve at få kabalen om 2025-forhandlingerne til at gå op.Foto: Mathias Bojesen/Scanpix
Frederik Tillitz

Efter en efterårsferie, der hovedsageligt har stået på DF's mulige misbrug af Meld- og Feld-penge, starter Folketinget op igen og byder på en uge med samråd, høring og forhandlinger. 

Mandag 24. oktober er ikke kun den officielle FN-dag, men erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) fortæller også om et nyt initiativ, der i samarbejde med Vækstfonden skal klæde unge landmænd på til at træffe store økonomiske beslutninger.

Mandag: Regeringen mødes med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative til forhandlinger om 2025-planen under overskriften "Styr på flygtningestrømmen".

Mandag: Sundheds- og Ældreudvalget har kaldt sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i samråd om børne- og ungdomspsykiatrien. Ministeren skal kommentere den kritik, 50 yngre læger og specialpsykologkandidater har rejst af den måde, tilrettelæggelsen og brugen af standardudrednings-pakker og diagnosticeringen finder sted i dag.

Og så fortsætter sagen om Dansk Folkepartis brug af EU-støttemidler. Partiets gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, mødes med toppen af Europa-Parlamentets finansielle administration.

Tirsdag 25. oktober er hele fire ministre kaldt til fem forskellige samråd. Ligestillingsudvalget har kaldt social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i samråd om pladsmangel på kvindekrisecentrene. Børne- og Undervisningsudvalget har kaldt minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) i samråd om konsekvenserne af forringelser af skoleydelsen til produktionsskoleelever og om kvaliteten i landets dagtilbud som følge af et underfinansieret demografisk træk. Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget har kaldt erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i samråd om realkredit og bidragssatser. Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget har kaldt udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i samråd om integrationsydelsen.

Onsdag: Med en to-dages konference stiller Socialpolitisk Forening skarpt på Europas og verdens udfordringer og trækker paralleller til de skandinaviske velfærdssystemers succes.

Onsdag: Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal i samråd om konsekvenserne af og baggrunden for de ændringer i børnechecken, som regeringens udspil ”Helhedsplan – For et stærkere Danmark” indebærer.

Torsdag står på en høring og fem samråd: Høringen handler om prioritering af arealanvendelse, hvor Miljø- og Fødevareudvalget i samarbejde med Teknologirådet dykker ned i, hvilke planlægningsredskaber der skal anvendes i prioriteringen af anvendelsen af arealet i det åbne land.

Samrådene handler om alt fra beregninger af Socialdemokratiets plan, udrulningen af regeringens kontanthjælpsloft, besparelser på boligydelsen, børnefattigdom og social skævhed i forhold til afskaffelse af PSO-afgiften. 

Fredag har Beskæftigelsesudvalget indkaldt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd om psykiske arbejdsskader.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00