Det sker i EU: Bye roaming, udstationering og fransk valg

OVERBLIK: EU’s rejsecirkus har gyldne tider i denne uge, hvor EU-parlamentarikerne er i Strasbourg og et væld af EU-ministre er i Luxembourg, mens franskmændene vælger nyt parlament.

Emmanuel Macron skal forsøge at overbevise franskmændene om at give hans nystiftede parti, La République en Marche, et flertal i Nationalforsamlingen i den anden og afgørende runde af det franske parlamentsvalg.
Emmanuel Macron skal forsøge at overbevise franskmændene om at give hans nystiftede parti, La République en Marche, et flertal i Nationalforsamlingen i den anden og afgørende runde af det franske parlamentsvalg.Foto: Scanpix / Christophe Archambault
Rikke Albrechtsen

Mandag 12. juni

EU’s landbrugsministre skal mandag se hinanden i øjnene og beslutte, hvad der skal ske med den opdatering af reglerne for økologisk landbrug, som har hængt flere år i systemet, efter forhandlingerne med EU-Parlamentet er gået i hårdknude.

Tirsdag 13. juni

EU’s parlamentarikere skal blåstemple en opdatering af EU’s energimærkningsordning, efter der var gået inflation i karakterskalaen. Dermed er det slut med køleskabe mærket A+++. De vil også grille EU-Kommissionen, efter det er kommet frem, at den søger en tiårs forlængelse af godkendelsen for verdens mest udbredte ukrudtsmiddel, glyphosat.

Onsdag 14. juni

Kommissionen fremlægger månedens liste over, hvilke lande der ikke er i takt med EU-lovgivningen og dermed risikerer at få en overtrædelsessag på halsen og en ufrivillig tur for EU-Domstolen i Luxembourg.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet skal debattere den amerikanske præsidents beslutning om at forlade den globale klimaaftale og stemme om, hvordan de selv vil reducere udledningen af CO2 fra de sektorer, som ligger uden for det gængse kvotehandelssystem.

Torsdag 15. juni

EU fejrer afslutningen på roaming, når det fra torsdag ikke længere koster ekstra at bruge sin mobil, når man rejser i Europa – også selv om de nye regler har gjort mange danskere knotne, fordi deres mobilabonnementer er steget i pris.

I Luxembourg mødes EU’s beskæftigelses- og socialministre for blandt andet at tage en gedigen øst-vest-konflikt om, hvorvidt udstationerede medarbejdere skal betales det samme som de lokale. Det maltesiske EU-formandskab håber på enighed mellem landene, men det anser mange for at være usandsynligt. Det er også første gang, de skal diskutere den nye såkaldte sociale søjle, som EU-Kommissionen har præsenteret for nylig.

Eurolandenes finansministre mødes også i Luxembourg, mens der i Oulo i det nordlige Finland afholdes en stor event om EU’s politik for Arktis, som er særlig vigtig for Grønland.

Fredag 16. juni

Sundhedsministrene taler fedme hos børn og samarbejde om sundhedssystemer på EU-plan, når de kommer til Luxembourg fredag. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby bruger lejligheden til at møde EU’s sundhedskommissær, Vytenis Andriukaitis.

EU’s finansministre er også i Luxembourg. De skal forsøge at finde enighed om reducerede momssatser for bøger, aviser og tidsskrifter. De skal også tale bankunion og finansielle tjenesteydelser.

Søndag 18. juni

Anden og afgørende runde af det franske parlamentsvalg søndag vil afsløre, i hvor høj grad den nyvalgte franske præsidents nystiftede parti, La République en Marche, finder støtte i befolkningen, når de 577 pladser i Nationalforsamlingen skal fordeles.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00