DF: Vi forventer en rigtig god forklaring fra Esben Lunde

FISKERIBALLADE: Har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen løjet og tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget? Det forventer Dansk Folkepartis Ib Poulsen en rigtig god forklaring på på fredagens samråd. 

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Cecilie GormsenSine Riis Lund

Fredag klokken 8.30 skal miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) stå skoleret til et hastesamråd i Miljø- og Fødevareudvalget.

Det sker, efter et flertal i Folketinget har beskyldt ministeren for at tale usandt i en sag, der handler om de såkaldte kvotekonger, der er magtfulde storfiskere, som sidder tungt på danske fiskekvoter.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der har været med til at indkalde til samrådet, fortæller, at han ser frem til en forklaring fra Esben Lunde Larsen:

”Nu har vi samråd i morgen, og så må vi se, hvad hans forklaring er og så tage den derfra. Jeg er interesseret i, at vi får de her stramninger i forhold til kvotekongerne, så flere og flere fisk ikke ender på færre og færre hænder,” siger han og fortsætter:

”Det har været et af de ønsker, vi havde i den fiskeriaftale, vi har lavet bredt i Folketinget,” siger han og henviser til aftalen, som et flertal uden om regeringen indgik i december.

Forventer en god forklaring
Særligt punkt 17 i den aftale er interessant, da det handler om indsatsen mod kvotekongerne. Partierne uden for regeringen har gennem længere tid efterlyst bud på initiativer fra regeringen i indsatsen mod kvotekongerne. Men Esben Lunde Larsen er ifølge partierne kun vendt tilbage med et enkelt forslag om en såkaldt tro og love-erklæring, hvor kvotekongerne alene skal erklære, at de ikke omgår reglerne.

Læs også: Forstå sagen om Esben Lunde, løgn-beskyldningerne og kvoteopgøret

Torsdag kan Berlingske så fortælle, at NaturErhvervstyrelsen, som ligger under Miljø- og Fødevareministeriet, i december 2015 havde udarbejdet et dokument med 16 konkrete forslag til et opgør med kvotekoncentration. Ifølge Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen er det netop sådanne forslag, han og oppositionen længe har efterlyst.

”Jeg forventer en rigtig god forklaring fra ministeren på, hvorfor han ikke har villet levere svar, når der ligger et notat med 16 punkter. Jeg har gentagne gange spurgt specifikt om at kunne stramme i forhold til kvotekongerne,” siger Ib Poulsen og fortsætter:

”Der har man ikke leveret noget, efter man har undersøgt det, andet end tro- og loveerklæringer. Og nu viser det sig så, at man har haft det liggende i skuffen,” siger han.

Læs også: Flertal i Folketinget beskylder Esben Lunde for at lyve

På samrådet skal Esben Lunde Larsen redegøre for, ”hvorfor han har talt usandt og tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget” i sagen om kvotekongerne. Ministeren har tidligere afvist, at han har haft kendskab til de 16 forslag fra NaturErhvervsstyrelsen.

"Det er ikke op til mig"
Ib Poulsen fortæller, at han har en forventning om, at Esben Lunde Larsen og embedsapparatet undersøger tingene, når han spørger ind til for eksempel initiativer mod kvotekonger.

”Jeg kan jo ikke gå ud fra, at der er en embedsmand, der ikke har forelagt ham nogle papirer – så har han jo i hvert fald et problem med en eller flere embedsmænd, som ikke har forelagt ham de her ting. Det kan jeg ikke vide,” siger Ib Poulsen og fortsætter:

”Jeg kan bare konstatere, at jeg specifikt har spurgt ind til det her, og jeg har fået svaret, at man har undersøgt det, og man kan ikke finde noget, der er skarpere end en tro- og loveerklæring.”

Hvis nu Esben Lunde i morgen ikke kan godtgøre, at han ikke har løjet, er det her så en sag, som I er villige til at lade Esben Lunde falde på?

”Det er ikke op til mig. Det er ikke det, jeg er optaget af. Jeg er optaget af, at vi får en god aftale om fiskeriet, og at vi får nogle gode svar på det her samrådsspørgsmål, som vi har indkaldt til. Så er alt det andet ikke op til mig,” siger Ib Poulsen.

Læs også: Flertal indgår fiskeri-aftale udenom regeringen

Han peger på, at han håber, at miljø- og fødevareministeren vil sætte sig sammen med ordførerne og finde frem til nogle løsninger, der kan komme kvotekongerne til livs.

Ifølge Altingets oplysninger har Esben Lunde Larsen tidligere på ugen givet tilsagn om, at han og regeringen vil tiltræde fiskeriaftalen fra december 2016.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V), studerende
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Ib Poulsen

Byrådsmedlem (DF), Thisted Kommune
skibsfører (Svendborg Navigationsskole 1989)

0:000:00