Efterskoleelev: Jeg sidder på min flade røv for nedrullede gardiner og venter på mening med tilværelsen

Jeg sidder her lige nu med en følelse af, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet. Jeg har snart opbrugt alt mit håb, som kører på de allersidste batterier.

Lige siden juleferien har jeg glædet mig til at komme hjem igen. Hjem til hverdagen. Hjem til det sted, hvor jeg hører til og får glæde. Hjem til der, hvor alverdens bekymringer er brændt til aske.

Det er her, jeg kan glemme hverdagens problemer, store som små. Det er her, jeg kan føle mig tryg blandt unge, som lige nu også sidder og gerne vil hjem. Nogle sidder i samme båd som mig med kun et lille, lyst håb tilbage, andre har fuldstændig mistet det.

Brug for at komme hjem
Forleden blev der meldt ud, at kun nogle efterskoler måtte komme tilbage. Dette er selvfølgelig fedt. Dog kun fedt for dem, som rent faktisk må komme hjem.

Vi andre. Ja, vi andre må bare blive her. Vi må vel bare ”holde ud”, som er noget, vi nu har gjort lige siden juleferien. Vi gør det jo så godt. Men hvad er det, vi gør godt?

Jeg sidder personligt her på min flade røv. Klokken er 16, og jeg har ikke engang rullet gardinet op endnu. Jeg har taget fem kilo på, og min døgnrytme er for længst blevet ødelagt. Den eneste form for luft, jeg får, er den tykke og tunge luft, som fylder mit værelse og min krop.

Jeg sidder personligt her på min flade røv. Klokken er 16, og jeg har ikke engang rullet gardinet op endnu.

Søren Bakke Jensen
Efterskoleelev

Dog går jeg nogle gange en tur, men til hvilken nytte? Fordi det er godt for mig? Fordi jeg har brug for det? Det, jeg har brug for, er at komme tilbage til mit hjem og min familie. Jeg har brug for en hverdag, som giver mening. Jeg har brug for noget mening i min hverdag, fordi meningen under denne hjemsendelse er fuldkommen rejst, efter de andre efterskoler måtte komme tilbage. 

Hvor er logikken?  
Vi havde ikke et eneste corona-tilfælde på vores efterskole på noget tidspunkt, da vi gik der. Så hvor er logikken?

Jeg kender flere, som forståeligt nok er lykkelige over, at de må komme hjem. De personer bor i samme områder, i samme byer, endda i samme nabolag som mig. Så hvor er logikken?