EU forsøger at tøjle globaliseringen

ANALYSE: EU-Kommissionen forsøger at komme de europæiske borgere i møde, som ser globaliseringen som en stor trussel. Men den har ikke magt, som den har agt.

EU-kommissærerne Frans Timmermans (t.v) og Jyrki Katainen (t.h.) vil have globaliseringens fordele og ulemper mere jævnt fordelt.
EU-kommissærerne Frans Timmermans (t.v) og Jyrki Katainen (t.h.) vil have globaliseringens fordele og ulemper mere jævnt fordelt.Foto: Europa-Kommissionen
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Brexit, Trump og Marine Le Pen i anden runde af et fransk præsidentvalg har mere end et vink med en vognstang været et jernrør lige i ansigtet på de få, der måtte være tilbage, som stadig troede, at det med globalisering nok var noget, som alle var helt cool med.

I alle tre tilfælde har ideen om nogen udefra, der kommer og stjæler vores job og underminerer vores velfærd været en afgørende faktor i stemmeboksen, hos dem, der føler sig trådt på af samfundet.

EU-Kommissionen er pinligt bevidst om, hvordan europæiske borgere har en tendens til at se den som globaliseringens forlængede arm.

Den er dog ligeså bevidst om, at EU er verdens største internationale handelsblok, der henter en tredjedel af sine indtægter fra handel med omverdenen. Derfor har den forsøgt at positionere sig på et sted, hvor den på den ene side fastholder det gode ved en åben økonomi, men hvor den samtidig siger til de frustrerede: ”Vi hører, hvad I siger”.

Ikke bare læne sig tilbage
Onsdag udmøntede det sig i et såkaldt refleksionspapir, der sammen med lignende skrivelser om EU’s sociale dimension, det økonomiske samarbejde, forsvar og det fremtidige EU-budget skriver sig ind i den større debat om Europas fremtid, som EU-Kommissionen satte i gang tidligere på året, og som kommissionsformand Jean-Claude Juncker vil samle op på til december.  

”I stedet for at læne os tilbage og lade globaliseringen forme vores skæbner, har vi muligheden for at forme globaliseringen”, lyder det i papirets konklusioner.

Med førstenæstformand Frans Timmermans ord går det ud på at ”omskrive den globale regelbog”, så den økonomiske verdensorden bliver mere fair og kommer til at afspejle ”europæiske værdier”; mere fokus på skattesnyd, højere miljø- og socialstandarder, bedre arbejdsvilkår med mere.

Hjemmearbejde
På hjemmefronten skal europæerne klædes bedre på til at møde globaliseringens udfordringer. Mere uddannelse og efteruddannelse, mere aktive arbejdsmarkedspolitikker med Danmark som eksempel, bedre sociale sikkerhedsnet.

Kommissionen taler samtidig for en åbenhed over for de forandringer af de europæiske arbejdsmarkeder, som den såkaldte 4. industrielle revolution vil medbringe i form af teknologiske fremskridt. For, som der står i papiret: ”Denne proces kommer ikke til at gå glat, men den kan ikke stoppes eller vendes”.

Timmermans’ sidekick på podiet i EU-Kommissionens pressesal onsdag, hans finske kommissærkollega Jyrki Katainen, plæderede for, at de teknologiske kvantespring vil betyde, at noget af den produktion, der er flyttet væk fra europæisk jord i massevis over de seneste årtier, kan komme tilbage.

Han pegede på, at Mercedes-Benz lige har lagt en fabrik i Finland, fordi de er så gode til robotteknologi.

Men som Kommissionen også selv pointerer: De jobs, der kommer tilbage til Europa, vil netop ikke være de samme, som dem, der forlod os. Der er ikke mange samlebåndsarbejdere på en robotfabrik.

Ikke op til dem
Svaret fra Kommissionen på det er som sagt: Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Og en mere ligelig fordeling af de gevinster, som globaliseringen kaster af sig.

Det lyder selvfølgelig prisværdigt. Det er bare ikke noget, som EU-Kommissionen har beføjelser over. Ansvaret for arbejdsmarkedspolitikkerne ligger helt overvejende ude i de nationale hovedstæder. Det samme gør socialpolitikken.

EU kan nøde dem til at agere, sådan som det også sker i forbindelse med de årlige økonomiske karakterbøger, der udstikkes fra Bruxelles. Men det er først og fremmest noget, som skal komme fra landene selv.

Befolkningerne splittede
I den forbindelse er det interessant at se på to ting.

Det ene er befolkningernes holdning til globaliseringen.

Her udkom den velansete økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles i sidste uge med en undersøgelse, der peger på, at befolkningernes skepsis over for globaliseringen aftager, i takt med at Europa langsomt bevæger sig ud af den økonomiske krise. Det gælder også i Frankrig, hvor det også endte med en solid sejr til den nok mest aktive fortaler for en åben økonomi, franskmændene nogensinde har haft på præsidentposten.

 

 

Hvad der er helt tydeligt, er den ekstreme geografiske forskel på, om man anser globaliseringen for at være en trussel eller en mulighed.

Hvilket bringer os til den anden pointe. Nemlig sammenhængen mellem social ulighed og en åben økonomi. Når man sammenligner på EU-plan, er Skandinavien præmieeksemplet på, at de to ting ikke behøver at gå hånd i hånd.

Tværtimod er det de robuste sociale sikkerhedssystemer, der gør det muligt at have en omstillingsparat arbejdsstyrke, der kan imødegå udfordringerne forbundet med globaliseringen. Og det er dem, der mangler i de lande, hvor befolkningerne er allermest skeptiske over for de internationale markedskræfter.

Ansvaret er derhjemme
Her er det, at EU har meget lidt at skulle have sagt. Unionen kan bidrage med strukturfondsmidler til EU’s mest udsatte regioner. Den har også en globaliseringsfond, som landene kan søge, hvis de pludselig oplever store tab af arbejdspladser. En fond, som Danmark dog er det land, som har modtaget tredjeflest euro fra i fondens ti års levetid, hvilket siger noget om, at den måske mere favoriserer dem, der er gode til at søge, end dem, der har mest brug for pengene.  

Kommissionen påpeger selv, at den kan skubbe på fra oven på det større plan, i G20 og G7, i frihandelsaftaler, bekæmpelse af skattely og ved at presse på for oprettelsen af en global tvistløsningsmekanisme for internationale investorer, der kan afløse de udskældte såkaldte ISDS-domstole, der er blevet det helt store skræmmeeksempel på, hvordan store multinationale virksomheder har fået krammet på nationalstaterne.

Men det er og bliver ude i de europæiske hovedstæder, de politiske nødder for alvor skal knækkes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frans Timmermans

Fhv. EU-kommissær for klimapolitik, ledende næstformand for den europæiske grønne aftale
mag.art. i fransk litteratur (Nijmegen Uni. 1985)

Jyrki Katainen

Fhv. næstformand, EU-Kommissionen (beskæftigelse, vækst, investering og konkurrenceevne - Samlingspartiet, Finland)
master i statskundskab (Tampere Uni.)

0:000:00