Forstå sagen om Esben Lunde, løgn-beskyldningerne og kvoteopgøret

OVERBLIK: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er kaldt i samråd, efter et flertal i Folketinget har beskyldt ham for at lyve. Men hvad er op og ned i sagen om de såkaldte kvotekonger? Få overblikket her.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Cecilie Gormsen

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) bliver torsdag beskyldt for at lyve over for Folketinget. Altinget giver her et overblik over, hvad sagen handler om.

Lad os starte med at slå fast, hvad kvotekongerne dækker over. Kvotekonger er magtfulde storfiskere, der sidder tungt på fiskekvoterne herhjemme. 

Siden 2007, hvor kvotesystemet blev privatiseret, er hvert fartøj blevet tildelt et antal kvoter for hvor meget og hvilke typer af fisk, der må fiskes efter. Den eneste måde, hvorpå det er muligt for fiskerne at få flere kvoter, er ved at opkøbe andre skibe eller leje kvoter af hinanden.

Og med det på plads kan vi se på sagen, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen bliver beskyldt for at lyve. 

Læs også: Flertal i Folketinget beskylder Esben Lunde for at lyve

6. december 2016 indgik et flertal uden om regeringen en noget usædvanlig en ny fiskeriaftale. Flertallet bag aftalen består af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale og SF, og den faldt på plads efter flere måneders frugtesløse forhandlinger med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

I aftalen er særligt punkt 17 interessant, da det gælder indsatsen mod kvotekonger. Her har aftalepartierne bedt miljø- og fødevareministeren og hans embedsapparat om forslag til konkrete initiativer. Men siden da er Esben Lunde Larsen ifølge partierne kun vendt tilbage med et enkelt bud, nemlig et forslag om en såkaldt tro og love-erklæring, hvor kvotekongerne alene skal erklære, at de ikke omgår reglerne.

Partierne har flere gange efterlyst bud på tiltag, men der er trods insisterende forespørgsler ikke sket noget.

De nyopdukkede gamle forslag
Torsdag kan Berlingske fortælle, at NaturErhvervstyrelsen (der i dag hedder Landbrugs- og Fiskeristyrelsen), som ligger under Miljø- og Fødevareministeriet, i december 2015 havde udarbejdet et dokument med 16 konkrete forslag til et opgør med kvotekoncentration. Ifølge Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen er det netop sådanne forslag, han og oppositionen længe har efterlyst.

Og det er her tvisten ligger. Havde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kendskab til de 16 forslag, eller havde han ikke? Selv afviser ministeren, at han har haft kendskab til dokumentet fra NaturErhvervsstyrelsen.

Læs også: Flertal indgår fiskeri-aftale udenom regeringen

Partierne uden for regeringen har nu kaldt Esben Lunde Larsen i hastesamråd, hvor han skal svare på følgende:

”Ministeren bedes redegøre for, hvorfor han har talt usandt og tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget i sagen om stramning af reglerne i relation til kvotekoncentration (kvotekonger).”

Samrådet finder sted fredag klokken 8.30.

Hvorfor er kvotekonger et problem?
Og hvad er det så med de fiskekvoter og kvotekonger – hvorfor er de ifølge flere partier et problem?

De nuværende regler kritiseres for at skabe monopoltilstande. Når en kystfisker i dag skal købe kvoter, skal han konkurrere med de store kvoteejere. Det kan han ikke, og derfor vil kystfiskeriet tabe langt de fleste kvotekampe.

Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK) repræsenterer fiskere, der anvender skånsomme redskaber som garn og ruser, og ifølge foreningen er 49 fiskerihavne lukket siden 2007, hvor kvoterne var overgået fuldstændigt fra staten til private aktører.

En optælling viser, at bare 18 fartøjer i 2014 fangede halvdelen af alle fisk fra danske skibe.

”Der skal være plads til både den lille og den store fisker i dansk fiskeri, men handlen med kvoter har stort set afviklet kystfiskeriet og lagt havne øde,” fortæller Søren Jacobsen, der er formand i FSK og garnfisker fra Helsingør.

”En hovedårsag til dette er, at fiskerettigheder samles på stadig større og færre fartøjer, stik imod de politiske ønsker fra Christiansborg,” fortsætter han.

Rigsrevisionen arbejder lige nu på en undersøgelse om erhvervsfiskeriet, som forventes at kunne gives til Statsrevisorerne en gang efter sommerferien.

Kilde: Altinget, Berlingske og Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

0:000:00