Kommentar af 
Jarl Cordua

Frederiksen vil eje corona-dagsordenen for enhver pris

Det er pludselig blevet legitimt at have synspunkter, der adskiller sig fra regeringens. Det sætter statsministerens corona-håndtering på prøve og udmønter sig i politiske skinforhandlinger og populistiske forsøg på at vise vaccine-handlekraft over for vælgerne.

Socialdemokratiets fortælling om sig selv har trumpistiske tendenser og kan betegnes som 'Danmark først'.
Socialdemokratiets fortælling om sig selv har trumpistiske tendenser og kan betegnes som 'Danmark først'.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk politik lige nu kan bedst betegnes som et hestevæddeløb, hvor det tydeligvis gælder om at eje corona-dagsordenen fuldt og helt.

I sidste uge hældte justitsminister Nick Hækkerup (S) de blå partier ud af genåbningsforhandlingerne, hvilket åbenbarede det første store skisma under corona-pandemien mellem de politiske partier.

Regeringen troede tilsyneladende, at de kunne anvende den samme køreplan som hidtil, hvor sundhedsministeren i forvejen kunne flage med de mulige genåbninger og så siden de facto diktere vilkårene til blokken af blå partier. Fremgangsmåden under genåbningsforhandlingerne er således et brud med den sædvanlige forhandlingstaktik i al anden politik, hvor regeringen indledningsvis giver sig selv et forhandlingsrum for at kunne give indrømmelser til de øvrige partier.

Under pandemien har regeringen i stedet kynisk selv taget alle stikkene hjem på forhånd og har siden sønderskudt al opposition i sænk med et generelt argument om hensynet til folkesundheden. Den model forsøgte eksempelvis undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sig også med efter forhandlingssammenbruddet. På Twitter skrev hun blandt andet, at "Blå blok vil åbne så meget, at det decideret vil accelerere en smittebølge. Ærgerligt, at de fortsat ikke rigtigt tager pandemien alvorligt, - og at vi derfor ikke kan stå sammen om at komme igennem det her."

I dansk politik vinder man i disse år kun vælgere, hvis man er rede til at spille samtlige populistiske kort, man får på hånden. 

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Men meget hurtigt stod det tilsyneladende klart, at situationen denne gang var anderledes. Ingen tror længere på denne side af vaccinernes udrulning, at de gamle og syge dør i gaderne, fordi frisørerne genåbner, og folkeskoleeleverne kommer i skole. Det er pludselig blevet legitimt at have synspunkter, der divergerer lidt fra, hvad regeringen havde besluttet med sig selv efter at have konsulteret sine rådgivere i den såkaldte Indsatsgruppe.

Nogenlunde samtidig havde Venstres i meningsmålingerne stadigt vingeskudte formand Jakob Ellemann-Jensen fået fat i og lydhørhed for den dagsorden, som han og hans parti gennem hele februar har forsøgt at skabe opmærksomhed om og gødet jorden for. Venstre har eksempelvis tidligt i februar foreslået en trivselsplan for børn og unge, som man vil bruge en halv milliard kroner på. I sidste uge, efter de kuldsejlede forhandlinger, kom Venstre med sin alternative genåbningsplan, hvor landet skal genåbnes i tre tempi sluttende med fuld genåbning, når de 50-årige er vaccineret engang i maj.

Hvis nogen vælgere søgte efter håb midt i det spirende forår, så var Venstres genåbningsplan et noget friskere bud end statsministerens sortsnak, som siden nytår har skubbet pælene for genåbning fra foråret, hvor vi er nu, til juni og så senest tilbage igen til maj. Utvivlsomt for at matche Ellemanns mere optimistiske bud.

Man må give statsministeren og hendes rådgiverteam, at der ikke gik længe efter forhandlingssammenbruddet, før man nok anede en udbredt skuffelse i befolkningen og sadlede om. Lige siden har statsministeren været i offensiven, hvor udskamningsretorikken klogt blev pakket væk allerede onsdag aften med et sædvanligvis patosbelagt, men nyhedsfattigt pressemøde, hvor statsministeren nu anerkendte, at også andre synspunkter end regeringens var legitime og ikke blev lyst i ban (det er nu kun på de sociale medier, at partiets mange netkrigere fortsætter retorikken). Medmindre en smittebølge eksploderer, så kan hun ikke stoppe ånden tilbage i flasken.

Statsministerens offensiv har til formål at generobre initiativet fra Ellemann og de øvrige borgerlige partiledere, og hun fik hurtigt inviteret de samme politiske partier, som hendes justitsminister smed ud af genåbningsforhandlingerne forrige tirsdag, til møde med hende selv. Disse drøftelser foretages "bilaterale", det vil sige enkeltvis. De blev indledt med Ellemann i mandags og sat til at slutte den 12. marts, altså om ni dage, hvor Liberal Alliances Alex Vanopslagh er sidste mand på skansen.

Formålet er tydeligvis at vise lydhørhed for andre synspunkter - og dermed dem, som er skuffet eller frustrerede over den foreløbige lille genåbning - og naturligvis at trække tiden ud. For når møderækken er overstået, er der pludselig gået 14 dage, hvor regeringen i forvejen har annonceret, at man vil overveje yderligere genåbning.

Oppositionen kritiserer derfor med rette statsministeren for at føre skinforhandlinger, der skal se ud af en masse, men som næppe fører til noget konkret, medmindre statsministeren pludselig ud af det blå annoncerer yderligere genåbning. Det vil næppe ske, medmindre der er dækning for en sådan beslutning i Indsatsgruppen med rådgivere, der beregner det råderum, der kan være, for yderligere genåbning.

Gør hun det alligevel, så vil det reelt fjerne rådgivningsgruppens troværdighed og legitimitet med et pennestrøg. Det er derfor svært at se, at disse forhandlinger kan betegnes som meget andet end spil for galleriet. Men det er der jo som bekendt så meget, der er i politik.

Statsministeren tager også andre initiativer, der er omtrent ligeså tvivlsomme som den uendelige møderække. Eksempelvis annoncerede hun et køb af Tysklands overskydende Oxford-vacciner, som der åbenbart ikke er den store efterspørgsel på syd for grænsen. Et skud i tågen, da vaccinerne endte i Tjekkiet, men ikke desto mindre et initiativ, der viser, at Mette Frederiksen ikke efterlader nogen som helst muligheder – store som små – for at skaffe landet flere vacciner så hurtigt som muligt.

Vælgerne belønner gerne initiativ og ud af boksen-tænkning, selvom det fiser ud i ingenting. Det samme kan man sige om den ligeså tvivlsomme idé om at bygge vaccinefabrikker i Danmark eller Israel, hvortil Mette Frederiksen vil rejse og møde premierminister Benjamin Netanyahu med efterfølgende karantæne på seks dage. 

Ifølge Frederiksen skulle Israel være "vaccine-verdensmestre". Det må i givet fald være i disciplinen at overbyde alle andre lande og betale en pæn overpris - i gennemsnit 300 kroner per vaccine (Pfizer-Biontech/Moderna), det vil sige omtrent tre gange så meget som Danmark - for dermed at komme forrest i køen. Det var lige præcis dette hundeslagsmål med at overbyde hinanden, som EU ville undgå med deres nu mange steder udskældte initiativ om fælles indkøb og lavere gennemsnitspris.

Hvis der findes vaccine-verdensmestre, så må det snarere være det tyrkiske ægtepar, der på vegne af tysk-amerikanske Pfizer-Biontech har udviklet den hidtil mest effektive vaccine. Israelske forskere har ikke selv udviklet vacciner. Det er en disciplin, hvor, udover de nævnte, kun amerikanere, briter, russere og kinesere indtil videre er kommet i mål.

Så hvad laver Frederiksen i Israel? Vil hun ved at gnubbe sig op ad den korruptionsanklagede og på mange måder dybt kontroversielle premierminister, der nu har vundet ny popularitet ved at mase sin befolkning foran i vaccinekøen, af den vej forsøge at vinde lidt popularitet herhjemme? Det ser sådan ud.

Det er egentlig i god samklang med hendes partis nye trumpistiske fortælling om sig selv som nationalistiske socialdemokrater, som kunne formuleres som 'Danmark først'.

Og hvad så med de vaccinefabrikker, som hun forestiller sig? Ja, det er en idé, som samtlige sundhedsøkonomer skyder som ned som et urealistisk fatamorgana, som økonomisk slet ikke hænger sammen. Men det er heller ikke pointen. Hvis Frederiksen i denne tid kan foregøgle vælgerne, at disse tryghedsskabende vaccinefabrikker er en reel mulighed, så viser hun en handlekraft og omsorg, der er stærkt efterspurgt lige nu.

I dansk politik vinder man i disse år kun vælgere, hvis man er rede til at spille samtlige populistiske kort, man får på hånden. Vaccinefabrikker kan ikke trylles frem på få uger, da det ikke er hovedpinetabletter, der skal produceres, men langt mere avancerede produkter, hvor det tager lang tid at planlægge en produktion. Ingen forestiller sig, at de virksomheder, der har vacciner, pludselig vil overlade deres hemmeligheder uden videre. Det kræver en hård forhandling, der tager tid, og det kommer til at koste mange penge.

Hvis nogen vælgere søgte efter håb midt i det spirende forår, så var Venstres genåbningsplan et noget friskere bud end statsministerens sortsnak.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Længe inden et sådan initiativ har set dagens lys, er hele befolkningen blevet færdigvaccineret. Endda flere gange. Men her og nu kan Frederiksen vise, at hun i det mindste gjorde alt, hvad der overhovedet var muligt. Og det vil mange vælgere næppe kimse af.

Rejseaktiviteten til Israel rummer dog også en risiko for, at det bliver for tydeligt, at Frederiksen har brugt dage i Mellemøsten og efterfølgende karantæne på ingenting eller på noget, som kan betegnes som et PR-stunt, der ellers kunne være brugt mere effektivt herhjemme. Eksempel ved at mødes med danske borgerlige politikere, der i stedet for Frederiksens illusion om vaccinefabrikker har meget konkrete idéer til at kunne åbne højskoler, femte-sjette-klasser eller nogle frisører, hvis det kunne bekvemme regeringen at beordre sit rådgiverteam om at regne lidt på disse mindre områder.

Tre gange spurgte Jakob Ellemann-Jensen tirsdag i Folketingets spørgetid konkret ind til sagen, og tre gange svarede statsministeren på noget helt andet end spørgsmålet. Netanyahu kan således ikke lære hende noget som helst, hvad angår kunsten at tale sort.

Man må derfor anerkende statsministerens evne og kreativitet til at få meget ud af ingenting. Følgelig leder det ens tanker hen på citatet "Viel Geschrei aber Wenig Wolle, som bonden sagde, da han klippede sin so".

Det bliver spændende at se, om Frederiksen kan holde dampen oppe eller om en uvant rådvildhed vil indfinde sig, når tiden rinder ud, og kravet om mere genåbning yderligere er vokset. Selv med endnu højere smittetal, bliver det sværere for Frederiksen at undgå en situation, hvor hun mere og mere vil ligne én, der er blevet trukket til truget af oppositionen for at genåbne samfundet i et for dem mere tilfredsstillende omfang.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00