General Nissen på civil mission

Hvis Danmark var veteranbilbanen i Tivoli, så ville politikerne på Christiansborg være den fire-årige dreng, som med tungen i mundvigen flår rattet til siden i den tro, at det er ham, der styrer. Alt imens veteranbilen adstadigt tøffer videre på sin allerede fastlagte kurs.

Billedet har Christian Nissen lånt fra professor Bøje Larsen, som allerede i starten af 1980'erne beskrev afkoblingen mellem beslutninger og udførelse, mellem hjerne og krop, om man vil.

Og billedet er ikke tilfældigt valgt. Det beskriver den systemfejl, Christian Nissen mener, vores samfund lider under.

Han mener, vi har kappet forbindelsen mellem den politiske elite og befolkningen, mellem land og by, top og bund, ja simpelthen mellem Christiansborg og virkeligheden.

”Det er, som om der er sket en dekobling mellem det, der foregår inde på Slotsholmen, altså Christiansborg og departementerne, og det, der foregår ude, hvor de mange hundrede tusinder ansatte arbejder; der, hvor skattemidlerne bliver brugt, og der, hvor det offentlige møder borgerne,” siger Christian Nissen.

Politikerne styrer, men deres beslutninger bliver ikke implementeret. Og borgerne er blevet politikkens genstand i stedet for aktører. De er ikke dem, der handler, men dem, der bliver handlet hen over hovedet på, mener han. 

I virkeligheden er problemerne i det administrative system bare en afspejling af, at hele det politiske system er under omkalfatring.

Christian Nissen
Bestyrelsesformand, DeltagerDanmark

Men der er håb. For i civilsamfundet ser Christian Nissen nogle slumrende kræfter, som – hvis de kan vækkes til live – måske kan genskabe forbindelsen. Eller skabe noget helt nyt.

”Spørgsmålet er, om vi er så langt ude i et sammenbrud af de gamle paradigmer, at der nu gror noget andet op; om det er muligt at forbinde polerne eller stille noget bæredygtigt op imellem dem,” siger han.

General i civile klæder
Det er Christian Nissens tiltro til civilsamfundet, der er udgangspunktet for dette interview. Han har netop sagt ja til at blive formand for bestyrelsen i Huset DeltagerDanmark. Og det pirrer min nysgerrighed.

I min verden er Christian Nissen den barske general fra Danmarks Radio; kirurgen fra Rigshospitalet med den hvide kittel, der er plettet af medarbejderblod; og en af opfinderne bag den grønthøster, der i midten af 1980'erne rullede ud over det offentlige Danmark og skar alt, der ragede bare en smule op, ned til den bare muld. På mange måder selve billedet på teknokrati, topstyring og centralisme.

Over for det står DeltagerDanmark, født i civilsamfundet og opvokset i tænketanken Cevea som den inkluderende lillebror, der skal skabe brede alliancer på tværs af sektorer, hjælpe med at inddrage borgere og medarbejdere i kommunale beslutningsprocesser og gøre samskabelse til mere end blot et ord.

”Jeg oplever – heldigvis – ikke den modsætning, du stiller op,” siger Christian Nissen. ”Det der barske image er på sin vis rigtigt. Men der er andre spor ved siden af alt det barske.”

Over kanalen, ud i virkeligheden
Hvilke spirende muligheder, Christian Nissen ser i civilsamfundet, vender vi tilbage til. Først hans analyse af problemet. Og det kræver et hop tilbage i tiden.

”Jeg kappede forbindelsen til centraladministrationen, da jeg forlod Slotsholmen i 1985,” siger Christian Nissen.

Fra Finansministeriet krydsede han Frederiksholms Kanal og satte sig i administratorstolen på Nationalmuseet. Herfra oplevede han selv den afkobling, han taler om i artiklens indledning.

”Selv om den fysiske afstand kun var Marmorbroen hen over Frederiksholms Kanal – og slet ikke så langt væk som en kommune – gjorde det en stor forskel for mig at komme ud i den virkelige verden. Her var det noget helt andet, der talte,” siger Christian Nissen og remser op:

”Kom der besøgende på museet? Var de tilfredse? Hvordan fungerede medarbejderne? Kunne de løse opgaverne? Altså en hel masse praktiske ting. For mig var det en utrolig befrielse.”

En lodret arkivering
Flere år forinden havde Christian Nissen fået et gedigent vink med en kommunal vognstang om landets sande tilstand. Som fuldmægtig blev han i begyndelsen af 1980'erne sendt ud for at undersøge, hvad kommunerne gjorde, når de modtog en vejledning eller et cirkulære fra Miljøministeriet.

I en jysk købstad spurgte stadsingeniøren, om han ville have et ærligt svar på, hvad der skete med de ministerielle skrivelser, fortæller Christian Nissen.

”Jo tak, det vil jeg da gerne, sagde jeg og spidsede blyanten.”

Herefter trådte stadsingeniøren på pedalen til sin skraldespand og arkiverede et papir lodret med ordene:

”Skulle jeg omsætte det, der står i jeres vejledninger, til noget, der kan bruges her i kommunen, så skulle jeg ansætte to jurister – og ikke bare to almindelige jurister, men to jurister, der kan tale jysk.”

Det var meget sigende, mener Christian Nissen:

”For det, han i virkeligheden sagde, var, at det, der kom inde fra Slotsholmen, var så abstrakt og akademisk. Det her er 15 år før new public management. Så det er jo ikke noget nyt fænomen. Det er bare blevet værre og værre og værre,” siger Christian Nissen.

Kæden er hoppet af
Christian Nissen understreger, at han ikke tæller sig selv med blandt modstanderne af new public management.

”Jeg har aldrig hørt til den fløj, der siger, at new public management er det forfærdelige, store onde dyr i åbenbaringen. På mange måder synes jeg, der er meget sunde elementer i den styringstænkning,” siger han.

Først og fremmest fremhæver Christian Nissen det som et sundhedstegn, at man begyndte at interessere sig for, hvad man fik ud af skattemidlerne.

”Da jeg var i Finansministeriet, var vi fuldstændig ligeglade med, hvad der kom ud af de offentlige ydelser. Vi så aldrig på regnskabstal. Hele fokus var på at styre bevillingerne, men om patienterne blev raske; om børnene lærte at læse; om de gamle havde det godt; det var der ingen tal for. Det var der ingen, der målte,” siger han.

Men styringstænkningen er gået for vidt, mener Christian Nissen.

Han beskriver en stor og kompleks offentlig sektor, hvis styring bygger på den forudsætning, at der træffes en beslutning i Folketinget. Herefter skriver et ministerium cirkulærer og bekendtgørelser, som så går videre til en styrelse og herfra til en kommune, videre ned til den relevante forvaltning i kommunen for til sidst at ende som en regel i en konkret institution, for eksempel en børnehave eller en skole.

”En beslutning skal passere ned gennem fem-seks led. I gamle dage var det mest juridiske regler. Nu er det blevet key performance indicators og alt muligt andet. Og så er det, at kæden hopper af. Styringstænkningen har gjort, at man ikke kan implementere,” siger Christian Nissen.

Men løsningen er ikke at slippe alle tøjler, understreger han.

”Jeg er på mange måder dybt kritisk over for visse elementer i new public management, men jeg tror ikke, man bare kan slippe tøjlerne inde på Slotsholmen og decentralisere det hele,” siger Christian Nissen og uddyber:

”Vi har det paradoks, at jeg som borger gerne vil have nogle gode plejehjem, hvor der ikke bliver skåret mere og mere. Jeg vil gerne have, at mine børnebørn går i en ordentlig skole og en ordentlig børnehave. Men jeg er også skatteborger. Og som skatteborger må jeg erkende, at vi ikke vil betale mere i skat. Der er en frygtelig klemme, som ikke bare kan løses ved, at man siger decentralisering.”

Ikke nok at dreje på skruerne
Og det bringer os til næste led. For problemet er mere end blot administrativt, mener Christian Nissen.

”Jeg står ikke ude blandt de, der tror på, at vi kan løse styringssystemets vanskeligheder ved at justere på nogle skruer og dreje på nogle håndtag,” siger han og fortsætter:

”Når vi taler om, hvad der skal komme efter new public management; om at få mere tillid ind i ledelsessystemet, så prøver vi i virkeligheden at gå hen til maskinen og dreje lidt på en skrue og skifte en reservedel i håbet om, at vi så måske kan fungere lidt bedre.”

Det er ikke nok, slår Christian Nissen fast.

”Min pessimisme går videre end til administrationen. I virkeligheden er problemerne i det administrative system bare en afspejling af, at hele det politiske system er under omkalfatring,” siger han.

Glistrup var Danmarks Trump
Og vi behøver ikke at kigge på Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg for at få øje på det. Tegnene har været lige for næsen af os i årtier, mener Christian Nissen. Han peger på Peter Rindal, lagerforvalteren fra Kolding, som midt i 1960'erne protesterede mod kunststøtten og dermed foranstaltede et folkeligt oprør mod den danske kunstelite.

”Mens Julius Bomholt og hele kultureliten fra Københavnstrup stod og klappede i deres hænder, er der altså en lagerforvalter i Kolding, som siger: 'Det der er slet ikke vores kultur. Hvad er det for noget? Hvorfor skal vi bruge skattemidler på det?' Han blev gjort til grin,” siger Christian Nissen og tilføjer:

”Det var den første advarsel, som man helt overhørte.”

Den næste kom ved jordskredsvalget i 1973, hvor Mogens Glistrup og hans nystiftede Fremskridtsparti stormede ind i Folketinget med 28 mandater.

”Glistrup gjorde præcis det, Trump har gjort nu,” siger Christian Nissen. ”Man grinede af ham: 'Væk med skatter.' 'Forsvarsministeriet nedlægges og erstattes af en automatisk telefonsvarer, der siger, at vi overgiver os.' Det var så absurd, og så går han altså ind og bliver et af de største partier i Folketinget.”

De to begivenheder er udtryk for det samme – nemlig at voldgraven mellem Slotsholmen og det omgivende samfund vokser sig bredere og dybere.

”Der er en masse mennesker, som føler, at verden er af lave, og det er ikke den verden, de kender. De føler sig ikke længere som handlingens subjekter – altså dem, der agerer og handler. De føler sig som dem, der bliver handlet hen over. De bliver politikkens genstand, ikke dens aktører. Og det, tror jeg, er et fuldstændigt afgørende brud,” siger Christian Nissen.

Vi lejer da et cirkustelt
Og ind træder civilsamfundet.

For herude findes de mælkebøtter, der trænger sig op, uanset hvor meget man asfalterer hen over dem. Og det er i det mix af insisteren, trods og virketrang, Christian Nissen finder håbet.

”Spørgsmålet er, om der ligesom med andelsbevægelsen i sin tid, hvor folk tog deres skæbne i egen hånd, ligger nogle kræfter, der er blevet døset ned af for megen gratis velfærd, for lidt ansvar, for lidt tiltro til, at de kunne noget selv, og som kan vækkes til live igen,” siger han.

Inden Christian Nissen flyttede ind i sin villa tæt ved vandet på det ydre Østerbro, boede familien sammen med omkring 130 andre i bofællesskabet Sættedammen et lille stykke uden for Hillerød.

”Og det var fantastisk, hvad de mennesker kunne udrette, når de gik sammen,” siger Christian Nissen.

Han beretter, hvordan bofællerne i et kådt overmod inviterede indbyggerne i alle landets bofællesskaber til fest, da Sættedammen fyldte 10 år.

”Det viste sig, at der kom 800, som alle sammen skulle overnatte,” fortæller Christian Nissen. Men også det fandtes der råd for.

”Det endte med, at vi lejede et cirkustelt for en weekend og serverede mad for 800 mennesker,” siger han.

Kloakinitiativ med tilbageløb
Men styrken i den aktivistiske initiativrigdom rummer også en svaghed. For som samfund kan vi ikke forlade os på, at sporadiske, enkeltstående initiativer popper op, hvor ressourcerne er til det. Koordinering og styring skal finde sted for at sikre det fælles bedste.

Christian Nissen illustrerer det med et eksempel fra sit eget kvarter, som – med hans egne ord – bestemt ikke er befolket med aktivister.

”Her har vi etableret en skybrudsgruppe, for vi har alle sammen problemer med oversvømmede kældre,” fortæller han.

Selv har han lavet, hvad han kalder ”en teknisk forsøgsopstilling” bestående af en regnvandstønde og en tilhørende faskine, og nu afleder han en tredjedel af det vand, der falder på taget, uden om den kommunale kloak.

Principielt set et strålende civilsamfundsinitiativ, men med den indbyggede ulempe, at hvis alle gjorde det samme, ville der ved større skybrud stadig være så meget overtryk i kvarterets kloaksystem, at en stærkere koncentration af forurenet kloakvand ville blive presset baglæns ind i kældrene. Og den effekt har ingen interesse i.

Derfor er der brug for samarbejde med de offentlige myndigheder, påpeger han.

”Vores initiativ giver ikke nogen mening, hvis ikke det hænger sammen med det, kommunen laver. Det er et lille mikrobillede på, at lokale initiativer langtfra altid kan løse problemerne. De kan godt lave et eller andet isoleret, men da mange af de ting, vi arbejder med lokalt, er noget, der hænger sammen med noget andet, så er man altså nødt til at få systemerne til at tale sammen,” siger Christian Nissen.

Ensretning kvæler mælkebøtterne
Styringen må bare ikke munde ud i deltailregulering og ensretning.

”Der er en dødsdrift i den offentlige styring i retning af, at det hele skal være ens, fordi vi som borgere forlanger, at vi skal have fuldstændig de samme rettigheder, uanset om vi bor i Hvidovre eller Hvidesande. Og det kvæler,” siger Christian Nissen og peger på de hårdføre mælkebøtter.

”Noget af det, der virkelig kan være skadeligt for de der mælkebøtter, er, hvis man kommer med en omgang sprøjtegift og siger, at nu skal det være ens, eller nu klipper vi med den samme saks hele vejen. Der er jo ikke noget ved at være lærer eller skoleleder, hvis undervisningen i detaljer skal rettes fuldstændig uniformt ind efter landsdækkende regler. Det er da meget engagerende og styringsmæssigt mere effektivt at sige: 'Vi kan nå de overordnede mål på en helt anden måde. Vores skole skal have en særlig profil',” siger han.

Hvor er modet til fornyelsen?
Christian Nissen mener, at DeltagerDanmarks arbejde med at styrke samskabelsen og borgerinddragelsen peger i den rigtige retning. Men den indsats gør det ikke alene. Der er brug for et regulært opgør med den styring, der praktiseres i dag.

Han bilder sig ikke ind at være den eneste, der har spottet, at der er grus i styringsmaskineriet. På Christiansborg ved man godt, at beslutninger ikke bliver ført ud i livet, mener han.

”Når man laver folkeskolereformen, så sætter man et særligt tæskehold med Finansministeriet, Undervisningsministeriet og McKinsey til at følge efter og se, om det nu også virker derude i folkeskolen. Det er måske meget fornuftigt, men det viser også, at man på Slotsholmen er klar over, at det langt fra er alle beslutninger, der gennemføres i praksis,” siger Christian Nissen.

Den samme gryende bevidsthed oplever han også, når han er sammen med folk fra ministerier og kommuner.

”Der er på en eller anden måde nok en erkendelse af, at der er noget galt. Men der mangler den fornyende kraft, der tør at give slip og give plads til nogle af de styrelseschefer, som er ved at erkende, at der er noget galt,” siger Christian Nissen og sender en hilsen til tops på Slotsholmen.

”Det kan næsten kun være departementschefen i Finansministeriet og Statsministeriet, som for alvor slipper løs og giver tilladelse til, at man begynder at eksperimentere,” siger han og tilføjer: 

"Men det forudsætter, at man i Folketinget løser op for kravet om det initiativdræbende ligemageri.”