Her er de nye coronarestriktioner

Mandag trådte flere nye coronarestriktioner atter i kraft. Få overblik over alle de gældende restriktioner.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Katrine Falk Lønstrup

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg vedtog torsdag aften en række nye coronarestriktioner, som er trådt i kraft fra mandag.

Blandt andet blev udvalget enige om at indføre krav om mundbind i offentlig transport og coronapas på statslige arbejdspladser.

Få overblik over alle de gældende coronarestriktioner her.

Krav om mundbind

Der er indført krav om brug af mundbind eller visir følgende steder:

  • I kollektiv trafik, altså for passagerer i bus, tog, letbane, metro, færge, indenrigsfly og taxa. Det gælder også stationer og terminaler. Ansatte er undtaget, hvis der bliver stillet krav om gyldigt coronapas.
  • I detail- og engroshandlen, altså for kunder i dagligvarebutikker, indkøbscentre, stormagasiner, arkader, baserer og take-away steder. Ansatte i detail- og engroshandlen er undtaget for kravet, hvis virksomheden stiller krav om, at de ansatte har et gyldigt coronapas.
  • I sundhedssektoren for både besøgende, patienter og medarbejdere på offentlige og private sygehuse, klinikker og kommunale sundhedstilbud.

Coronapas

Der er indført krav om coronapas følgende steder:

  • På statslige arbejdspladser og for ansatte i regionerne. Virksomheder har derudover fra 26. november kunnet kræve, at ansatte har et gyldigt coronapas.
  • På restauranter, caféer, natklubber, diskoteker, partybusser med alkoholservering. Take-away-steder, servering på varmestuer, herberg og plejehjem er undtaget. 
  • I sundhedssektoren, altså for ansatte og besøgende på sygehuse, i ældreplejen og på sociale tilbud. Nære pårørende, advokater, værger og lignende er undtaget kravet.
  • På videregående uddannelser, ungdoms- og voksenuddannelser og sprogcentre. 
  • I liberale serviceerhverv, hvor der er tæt personkontakt. Det omfatter blandt andet frisører, tatovører, massageklinikker, solarier og køreskoler. 
  • I fængsler og arresthuse for både besøgende og ansatte.
  • I større forsamlinger, hvor der er mere end 100 indendørs og/eller 1000 udendørs.

Ændrede regler for test

  • En negativ coronatest gælder i et døgn mindre end tidligere – nu giver en PCR-test coronapas i 72 timer, og en kviktest giver coronapas i 48 timer.

Skærpede rejserestriktioner

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Sydafrika, Lesotho, Botswana, Zimbabwe, Mozambique, Namibia, Angola, Malawi, Zambia og fra Kongeriget Eswatini, da de bliver kategoriseret som områder med nye bekymrende virusvarianter. Det betyder også:

  • At indrejsende til Danmark, som inden for de seneste ti dage forud for indrejse i Danmark har haft ophold (dog ikke transit) i de nævnte lande, skal have foretaget en test senest inden for 24 timer efter indrejse og isolere sig i ti dage efter indrejse
  • Et forbud for flyselskaber mod at flyve til Danmark fra de pågældende lande med passagerer, som på direkte ruter til Danmark ikke kan fremvise en negativ covid-19–test (PCR). 
  • At udlændinge med bopæl i landene kun kan indrejse i Danmark, hvis de har et særligt anerkendelsesværdigt formål, og hvis de kan fremvise en negativ test foretaget forud for indrejse.

Sundhedsmyndighederne anbefaler derudover, at alle indrejsende til Danmark, der har opholdt sig i røde områder siden 16. november, uanset vaccinationsstatus, lader sig isolere og tager en PCR-test på 4. og 6. dagen efter indrejse, og at isolationen først brydes efter negativt svar på testen fra 6. dagen.

Se alle de gældende indrejserestriktioner her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00