Hvad genåbner mandag? Få overblikket
Butikker og udendørs kultur- og idrætsliv kan genåbnes, mens udvalgte elever kan vende tilbage til fysisk undervisning, og bornholmerne kan komme til frisøren igen. Få overblik over, hvilke dele af samfundet som må åbne igen efter vinterens nedlukning.
Emma Qvirin Holst
JournalistDen første forårsdag bliver i år markeret med en delvis genåbning af det danske samfund, som har været lukket ned siden julen.
Regeringen og støttepartierne er blevet enige om en plan for, hvilke dele af samfundet der kan åbne igen 1. marts, hvor de nuværende restriktioner er sat til at udløbe.
Det drejer sig blandt andet om en stor del af detailhandlen og udendørs kulturinstitutioner. Derudover vil en række vest- og nordjyske og bornholmske skoleelever få mulighed for at vende til skolebænken.
Med genåbningen følger dog også nogle betingelser i form af krav til øget test. Altinget giver dig her et fuldt overblik over, hvor og hvad der genåbner, hvilke krav det medfører, og hvad der fortsat skal holde lukket.
Det åbner 1. marts i hele landet
- Alle butikker, som er under 5.000 kvadratmeter, må åbne igen. Undtaget er dog butikker, som er placeret i et storcenter. Her gælder fortsat, at det kun er butikker med dagligvarer, der må holde åbent
- Butikker, som er over 5.000 kvadratmeter, må holde åbnet for et begrænset antal kunder, hvis de benytter et tidsbestillingssystem.
- Udendørs kulturinstitutioner må genåbne, men der bliver et krav om at kunne fremvise en negativ test, som er højest 72 timer gammel.
- Udendørs idræts- og foreningsaktivitet kan genåbnes, og der må være op til 25 personer samlet til aktiviteterne.
- Patientrettighederne genindføres. Det betyder, at patienter med en henvisning har ret til at blive udredt indenfor 30 dage, hvis det er muligt, eller få adgang til udredning på et privat sygehus. Det betyder ligeledes, at patienter også får adgang til behandling på et privat sygehus, hvis vedkommende skal vente mere end 30 dage på behandling i det offentlige.
Det gælder fra 1. marts i Nord- og Vestjylland
- Alle afgangselever i grundskolerne, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser kan vende delvis tilbage. Der må være 50 procent fremmøde, hvilket betyder, at eleverne kan møde op fysisk hver anden uge.
- Efterskolerne i de to områder kan genåbne med fuldt fremmøde, såfremt de følger en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger.
Særlige krav og anbefalinger til genåbningen
- Genåbningen kræver dog, at eleverne og personale bliver testet to gange om ugen. I grundskolen er der tale om en opfordring, mens to ugentlige test bliver et krav på ungdoms- og voksenuddannelserne.
Følgende kommuner er omfattet af landsdelene Nordjylland og Vestjylland
- Landsdel Vestjylland indeholder ifølge Danmarks Statistik:
Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Viborg. - Og landsdel Nordjylland indeholder:
Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted, Vesthimmerland og Aalborg
Det gælder fra 1. marts på Bornholm
- Forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 10 personer.
- Liberale serviceerhverv som frisører, tatovører og skønhedsklinikker må genåbne. Der er dog krav om brug af mundbind og dokumentation af en negativ test, som er højest 72 timer gammel.
- Samtlige elever i grundskoler kan vende tilbage, og klubtilbud til eleverne genåbnes.
- Alle øvrige uddannelser genåbnes. Det betyder, at studerende på ungdoms- og voksenuddannelser, videregående uddannelser og højskoler kan vende tilbage.
Særlige krav og anbefalinger til genåbningen
- I forbindelse med genåbning af grundskolerne er der en kraftig anbefaling om to ugentlige test af personlige og elever over 12 år.
- Genåbningen af de øvrige uddannelser på øen sker med et krav om to ugentlige test.
- Da genåbningen på Bornholm er mere omfattende end i resten af landet skærpes testningen i forbindelse med transport til og fra øen.
Det kan måske åbne 15. marts
- Regeringen og støttepartierne er blevet enige om, at hvis smittesituation tillader det, vil øvrige landsdele kunne følge samme genåbning som i Nord- og Vestjylland, hvor afgangseleverne kan vende delvis tilbage.
- Ligeledes vil parterne undersøge, om det også vil være muligt at lade efterskoler og højskoler genåbne i hele landet 15. marts.
- Hvis der er dele, som fortsat ikke kan genåbne 15. marts, vil regeringen løbende frem mod 6. april holde øje med, om det kan genåbnes.
Det skal fortsat være lukket indtil 6. april
- De øvrige restriktioner er blevet forlænget til og med 5. april. Det gælder alle elever, som går i 5. klasse eller derover, og studerende, som ikke er omfattet af den nye genåbning.
- Det gælder blandt andet også serveringssteder, butikker over 5.000 kvadratmeter, som ikke sælger dagligvarer eller laver tidsbestillingssystem, indendørs kulturinstitutioner, biografer, fitnesscentre, indendørs idræt, teatre og spillesteder.
- Det gælder også liberale serviceerhverv udenfor Bornholm som for eksempel frisører.
- Forsamlingsforbuddet i resten af landet er fortsat på maksimalt fem personer. Undtaget er Bornholm og udendørs idrætsaktiviteter.